Aktivitet
Würfelspiel und Wörterchaos
Klassen inddeles i grupper á 3-4 elever. I midten af rummet lægges en bunke kort med ord fra forskellige ordklasser på tysk og dansk. Grupperne får en base med et skema, en terning og et skriveredskab nogle meter fra kortene.
En elev fra hver gruppe stiller sig ind til kortene og er klar til at hjælpe sin makker. En anden elev fra gruppen kaster med terningen ved basen og kigger i skemaet, hvilket ord, de skal finde (fx en 5’er – Tysk tillægsord). Eleven løber ind til sin makker, og de finder sammen ordet. Den elev, der stod klar ved basen løber tilbage til gruppen med ordet, mens den anden bliver stående og er klar til at hjælpe den næste fra gruppen. Det er altid den elev, der har været længst tid ved midten, som løber tilbage.
Når eleven kommer tilbage til basen med et ord, skal ordet skrives i skemaet. Hvis det er et udsagnsord (tysk eller dansk) skal det dog mimes for resten af gruppen, som skal gætte ordet, inden det må skrives i skemaet.
Den næste elev, der slår med terningen, tager ordet med tilbage til midten, så andre grupper også kan finde ordet.
Når alle ord er hentet, eller når der er gået den afsatte tid til aktiviteten, kan grupperne danne sætninger med de hentede ord.
Materialer
Kort med ord fra forskellige ordklasser på tysk og dansk. Eleverne kan også selv lave ord-kortene, så I bruger de ord, I arbejder med, og eleverne træner at aflæse og skrive på et andet sprog. Husk der skal være ord fra de fire ordklasser.
Skema til ord – ét skema pr. hold. Stol eller andet til markering af startsteder. En terning pr. hold.