14 nye skoleidrætskommuner på landkortet

Dansk Skoleidræts kortlægning af kommunernes arbejde med idræt og bevægelse i skolen viser, at flere opprioriterer området. 14 kommuner skiller sig særlig positivt ud som ”Skoleidrætskommune 2023”.

19. april 2023

Flere kommuner gør en ekstra indsats inden for idræt og bevægelse i skolen. Det viser Dansk Skoleidræts kortlægning af skoleidrætskommuner 2023. Hvor der sidste år blev udnævnt 8 skoleidrætskommuner, hedder tallet i år 14 af slagsen. De er godt spredt ud i hele landet: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg.

Fakta om Skoleidrætskommune 2023

  • Dansk Skoleidræt lancerer for anden gang en kortlægning af landets kommuner inden for idræt og bevægelse i skolen.
  • Kommunerne modtog i januar en undersøgelse med spørgsmål inden for otte kategorier på området.
  • 32 kommuner har svaret, og ud fra svarene er de blevet indplaceret på et danmarkskort med en farve – mørkegrøn, mellemgrøn og lysegrøn - hvor den mørkegrønne er den højeste, som udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”, hvilket 14 kommuner har opnået: Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Tårnby, Vejen, Aabenraa og Aalborg.
  • Læs mere på www.skoleidraet.dk/sik - her er der mulighed for at dykke ned i landkortet, og hvordan de enkelte kommuner har svaret inden for de forskellige kategorier i kortlægningen.

32 kommuner har deltaget i kortlægningen, der i 2023 afvikles for anden gang.

- Vi er i dialog med næsten alle landets kommuner, og vi hører, at en del er så pressede, at de ikke kan afsætte ressourcer til at svare på kortlægningen. Det er naturligvis ærgerligt, men når det er sagt, er der mange kommuner på listen i år, som ikke var med i fjor. Vi er samlet oppe på deltagelse af 51 kommuner i de første to år med kortlægningen, så det er glædeligt, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.

- Vi ønsker de 14 ”Skoleidrætskommuner 2023” tillykke med titlen. Fremgangen fra sidste år er et tegn på, at flere kommuner tager nye initiativer til at skabe en varieret skoledag, hvor idræt og bevægelse er et centralt element for elevernes læring og trivsel. Og det er i virkeligheden hele målet med kortlægningen, siger Finn Kristensen.


Et dialogværktøj til kommunerne

Kortlægningen sætter spot på en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den fx en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet.


Kortlægningen indeholder spørgsmål inden for otte kategorier. Svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dokumenterer i undersøgelsen. På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med én af tre grønne nuancer, hvor den mørkegrønne udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”.


- Det er vigtigt at understrege, at kommunerne ikke skal se kortlægningen som en konkurrence, men derimod som et dialogværktøj i arbejdet med at sikre og prioritere rammer og vilkår for idræt og bevægelse på deres skoler. Både internt mellem skole og forvaltning, men også eksternt i forhold til at indhente sparring på områder, hvor man ikke scorer højt. Det handler om at fokusere sin indsats og se på, hvor man kan blive bedre, siger Inge Dinis Jensen, formand for Dansk Skoleidræts Kreds- og kommuneudvalg.


- Kommunerne er meget forskellige. Nogle har brug for at igangsætte en strukturel indsats for arbejdet med at fremme en decideret bevægelseskultur på deres skoler, mens andre mere har behov for tilbud om deltagelse i aktiviteter og oplevelser med fokus på bevægelsesglæde og fællesskaber, uddyber hun.


Kortlægningen viser også, at 12 kommuner kommer ind i den mellemgrønne kategori, hvilket indikerer, at man mange steder er rigtig godt på vej og kandiderer til at blive skoleidrætskommune næste gang.

Alle landets kommuner har modtaget en undersøgelse med spørgsmål i otte kategorier inden for idræt og bevægelse i skolen. Ud fra svarene bliver kommunerne indplaceret på et danmarkskort med en farve – mørkegrøn, mellemgrøn og lysegrøn - hvor den mørkegrønne er den højeste, som udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”. Klik for at gå til landkortet.