Nyheder
3. juli 2026
En efterskoleven for en dag skabte store oplevelser
230 elever fra 4. klasse fyldte Bernstorffsminde Efterskole med grin, nysgerrighed og masser af aktivitet, da Dansk Skoleidræt Kreds Fyn i juni måned inviterede til en dag på tværs af skoler. Men det var ikke kun de yngste deltagere, der fik noget med hjem. Også efterskoleeleverne voksede med ansvaret.

Der var summen af forventning i gymnastiksalen på Bernstorffsminde Efterskole, da omkring 230 elever fra 4. klasse ankom til en spændende aktivitetsdag. Her ventede noget ganske særligt: Hver elev fik nemlig en efterskoleelev som ven for en dag. Sammen med deres nye ven skulle de gennem en dag fyldt med bevægelse, fællesskab og nye oplevelser. Der var blandt andet spring, dans, boldspil, svømning og rundvisning på programmet.
Den allerførste aktivitet eleverne skulle lave, efter de var blevet parret op med deres nye ven, var en fangeleg med fuld smæk på. Eleverne blev inddelt, så nogle var hunde, nogle var Kato og nogle var gamere. Alt afhængig af hvilken sang, der blev sat på, var det forskellige par, der skulle fanges. Allerede i den aktivitet var der mange af de nye vennepar, der blev rystet godt sammen, da de løb rundt hånd i hånd eller hoppede op på ryggen af hinanden.
Efter den store fælles start på dagen blev eleverne sendt videre til forskellige aktiviteter sammen med deres “store” ven. Og der skete noget ret så fint, da eleverne fik lov at færdes på egen hånd. De høje drenge med hættetrøjer, dybe stemmer og tilbagelænede attituder forvandlede sig til høflige unge mænd med pædagogiske evner. Spørgsmål som ”Hvad har du af fritidsinteresser?” ”Har du nogle søskende?” og ”Hvad hedder din bedste ven?” kunne høres, mens de store drenge viste de yngre, tydeligt betagede 4.-klasser rundt i deres huse og på deres værelser. Pigerne fik også let snakken til at gå – bl.a. om kærester og forelskelse, da rundvisningen gik forbi ”kæresteplakaten”.
Mere end bare aktiviteter
For 4. klasses-eleverne handlede dagen om at prøve nye aktiviteter og få et indblik i efterskolelivet. Laurits fra Vestre Skole i Svendborg havde især set frem til springaktiviteterne.
– Jeg har glædet mig mest til at springe. Det har jeg prøvet før, og det er rigtig sjovt. Og så er det fedt at have fået en efterskoleven, siger Laurits.
Anna, der også havde taget turen fra Vestre Skole var også begejstret for dagens makkerordning.
– Det bedste ved dagen har indtil videre været at få en efterskoleven. Det er hyggeligt at være sammen med hende. Hun kan vise mig rundt og svare på alle de ting, jeg spørger om, siger Anna.
De store vokser med opgaven
Netop relationen mellem de små og de store er en vigtig del af dagen. Mens de yngste elever får en tryg guide gennem dagens aktiviteter, får efterskoleeleverne mulighed for at tage ansvar, udfolde nye sider af sig selv og være rollemodeller.
Magne og Florant, der begge var makker med Laurits, havde set frem til at give de yngre elever et indblik i efterskolelivet.
– Det er sjovt at få lov til at gå rundt med dem og lære dem nogle nye ting. Vi vil gerne give dem en god dag, som de kan huske, siger han og suppleres af Florant:
– Det er fedt, hvis vi kan skabe en god dag og en sjov oplevelse for dem. Så kan de også se, hvordan det er at gå på efterskole. Vi vil gerne vise de sjove sider af efterskolelivet, men selvfølgelig også være ansvarlige, for det følger jo med, siger han.
Malina, der var Annas efterskoleven oplevede også, at rollen som “den store” gjorde noget særligt.
– Det er hyggeligt, og man føler, at man kan inspirere dem lidt. Fordi man er ældre, så ser de jo op til det, man gør. Jeg håber, at Anna får et indblik i, hvad det vil sige at gå på efterskole og måske får lyst til at vælge det. Jeg er enormt glad for selv at have valgt det, siger hun.
Når ansvaret får eleverne til at blomstre
På Bernstorffsminde Efterskole har arrangementet været en tradition gennem mange år. Lærer Gitte Møller Madsen oplever år efter år, hvordan dagen får nye sider frem hos eleverne.
– Nogle af eleverne er meget spændte op til dagen. Andre kan være lidt forbeholdne og tænke: Hvad er det her? Jeg kan da ikke ”passe børn”. Hvad skal jeg sige til dem? Men det er en dag, de vokser af, siger Gitte.
Hun fortæller, at ansvaret for en yngre elev ofte får efterskoleeleverne til at træde i karakter.
– Det er fedt som lærer at se nogle af de store drenge, som godt kan være lidt hårde eller lidt sløve indimellem, være mega søde og gode sammen med 4. klasserne. Der sker noget, når de mærker ansvaret, siger hun og fortsætter:
– Vi vil gerne have eleverne hjem i foreningerne og undervise, så det her er også en meget god måde at øve det på og måske give nogle øjnene op for, at de godt kan det her.
Aktivitetsdagen på Bernstorffsminde Efterskole blev arrangeret af Dansk Skoleidræt Kreds Fyn og er ét af mange lokale arrangementer, som kredsene tilbyder deres medlemsskoler i løbet af skoleåret. Næste skoleår byder din lokale kredsforening med garanti også på en række spændende aktiviteter. Find din kredsforening her – eller bliv medlem, hvis din skole ikke allerede er det.








