Nyt projekt skal styrke trivslen hos børn i specialundervisning

”Bevægelse sammen ud i livet”. Det er navnet på et nyt projekt, der bl.a. gennem kompetenceløft af pædagogisk personale og nyt inspirationsmateriale, skal understøtte trygge sociale bevægelsesfællesskaber blandt elever i specialundervisningstilbud. Dansk Skoleidræt og Videnscenter om Handicap står bag projektet, der er støttet af TrygFonden.

31. januar 2023

Om ”Bevægelse sammen ud i livet”

  • Projektet udvikles af Dansk Skoleidræt og Videncenter om Handicap
  • Det er støttet af TrygFonden med 1,7 millioner kroner.
  • Centralt i projektet er kompetenceløft af undervisere i specialundervisningstilbud, så de klædes bedre på til at få bevægelse ind i skoledagen på en måde, der ikke skaber uro og kaos, men som understøtter glæde, trivsel og fællesskab.
  • Når projektet er gennemført, evalueret og justeret, vil kompetenceløftet blive udbudt landet over.

Sociale fællesskaber i skolen er afgørende for et børneliv i sund udvikling. Fællesskaber er centrale for tryghed, trivsel og læring i skolen og for en række personlige faktorer såsom sociale kompetencer og selvopfattelse. Et børneliv uden sociale fællesskaber kan betyde ensomhed, isolation og social utryghed. Alle børn skal derfor kunne være del af sociale fællesskaber i skolen – også børn, som er særligt udsatte.


Cirka 30.000 elever i Danmark går af forskellige årsager i et specialundervisningstilbud (SUVT). De er grundet adfærdsmæssige, sociale, emotionelle eller kognitive vanskeligheder ofte afskåret fra sociale fællesskaber med jævnaldrende i grundskolen. ”Bevægelse ud i livet sammen” har netop fokus på denne gruppe børn, og på at skabe nogle bedre forudsætninger for at de også kan indgå i sociale fællesskaber.


-  Meget få børn i specialundervisningstilbud får positive oplevelser med bevægelse i fritiden. De går sjældent til idræt, fordi det er for svært for dem at indgå i bevægelsesfællesskaber, og der er ikke overskud efter en lang skoledag med mange indtryk. Men netop i skolen har vi en unik mulighed for at give børnene en masse positive oplevelser med at lave bevægelse sammen med andre. Med et specialpædagogisk fokus på aktiviteterne kan vi sikre, at eleverne mærker både succes og glæde ved at bevæge sig – og måske får lyst til og mod på mere. For nogle elever kan mere bevægelse i skoledagen også øge deres læring, deres motivation for at deltage i undervisningen samt deres trivsel, fortæller projektleder i Dansk Skoleidræt, Thea Julie Rasmussen.


Kompetenceløft til det pædagogiske personale

Det socialpædagogiske personale i SUVT oplever, at bevægelsesfællesskaber styrker elevernes samarbejde, tålmodighed, opmærksomhed og evne til at håndtere nederlag. Det fremgår af en undersøgelse af undervisning i specialundervisningstilbud, foretaget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i 2020. Dog oplever personalet også ofte, at bevægelse skaber uro og hæmmer læringssituationerne. Der er derfor et behov for at klæde personalet på til at kunne udnytte det store potentiale af trygge bevægelsesfællesskaber på en måde, der tilgodeser elevgruppen.


- Vi oplever ofte, at pædagogisk personale i specialundervisningstilbud vælger bevægelsen fra, fordi det skaber uro og kaos. Men når de så har lært at lave bevægelsesaktiviteter i og omkring undervisningen, finder de hurtigt ud af, at børnene gerne vil og oftest også kan - så længe personalet anvender de pædagogiske redskaber og den klasserumsledelse, som eleverne kender. Derfor er det vigtigt, at vi giver personalet viden, og værktøjer, som taler ind i deres hverdagspraksis, men også har fokus på at understøtte personalet i at udforske, hvad de KAN med eleverne. Viden og tro på egne evner er afgørende for at kunne inddrage bevægelse i den daglige praksis, siger Thea Julie Rasmussen.


Forud for kompetenceløftet, der er en central del af projektet, afholdes en række workshops, hvor dygtige praktikere og eksperter er med til at udvikle og kvalificere indholdet. Efterfølgende uddannes personale på udvalgte testskoler over en række moduler, hvor de siden skal afprøve materialet og aktiviteterne, og sætte deres nye kompetencer i spil. Når det halve år er gået, skal processen og materialet evalueres og tilpasses.


En af de skoler, der har meldt sig som udviklingsskole, er Kobberbakkeskolen, afd. Sydby.

- Vi glæder os til at være en del af udviklingen af bevægelse for elever med særlige behov, så de kan være en del af de fællesskaber, der er i en skoledag og efter skolen. På den måde kan vi være med til at danne eleverne til et bevægelsesliv i deres fremtidige liv, siger afdelingsleder Jette Henckel Selmer.

Projektet kører fra marts 2023 til december 2024. Efter endt projektperiode vil projektet blive en del af Dansk Skoleidræts kursusudbud - og dermed en mulighed for alle specialundervisningstilbud i landet.