Nyheder
25. juni 2026
Skolernes Motionsdag: De skal danse i Parken
Elever fra seks skoler har vundet konkurrencen om at medvirke i optagelserne til årets officielle opvarmningsdans til Skolernes Motionsdag 2026.

Hvem får lov at danse på plænen i Parken i København, hvor landsholdet normalt spiller, og hvor verdensstjerner samler publikum fra hele verden til kæmpe koncerter?
Det gør klasser fra seks skoler i hele landet, som nu er udvalgt som vindere af Dansk Skoleidræts konkurrence om at være med i videoen til årets opvarmningsdans til Skolernes Motionsdag 2026.
De heldige vindere er (nuværende klassetrin):
- 5. klasse fra Ellevangsskolen i Aarhus
- 5. klasse fra Bredballe Privatskole
- 5. klasse fra Klostermarksskolen i Roskilde
- 6. klasse fra Greve Privatskole
- 6. klasse fra Søndermarksskolen i Rønne
- 8. klasse fra Deutsche Schule i Sønderborg
Udover en kæmpe oplevelse med at danse i Danmarks nationalstadion kan eleverne forvente at blive småkendte ansigter i efteråret. Videoen bliver nemlig delt med skoler over hele landet, så landets skoleelever kan øve sig i idrætstimerne forud for Skolernes Motionsdag – og ikke mindst give den gas på selve dagen.
Opvarmningsdans er populær
I konkurrencen blev klasserne bedt om at sende en kort dansevideo, hvor de viste fællesskab, energi og lyst til at bevæge sig. Det handlede ikke om at finde de dygtigste dansere, men om at finde klasser, der turde give den gas sammen. Og det må man sige, at vinderklasserne gjorde.
– Da vi hørte om konkurrencen, var eleverne ikke i tvivl. Den måtte vi prøve at være med i. Vi har arbejdet med at skabe en video, hvor fokus er på fællesskab, bevægelsesglæde og energi. Eleverne har selv været med til at udvikle idéerne, og det vigtigste for os har været, at alle kunne være med og bidrage på deres egen måde. Processen har allerede været en stor succes. Eleverne har haft det fantastisk sammen, og de er meget stolte af det færdige resultat, fortæller Jeanette Hald, lærer på Greve Privatskole.
Udover at være med i selve optagelserne får eleverne en rundtur i Danmarks nationalstadion og en T-shirt med hjem som minde fra dagen.
Skolernes Motionsdag samler hvert år skoler over hele landet om bevægelse, fællesskab og idrætsglæde. En evaluering viser, at 97,8 % landets grundskoler deltager i Skolernes Motionsdag med cirka 650.000 aktive elever. Oveni tallet kan lægges flere efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler samt et ikke opgjort antal daginstitutioner.
Opvarmningsdansen er blevet en fast del af dagen mange steder, hvor skolerne starter motionsdagen med denne tradition. Se sidste års opvarmningsdans her.