Forside/Nyheder/karaktergivning

IdrætsfagetNyheder

21. august 2025

Nye vurderingskriterier skal styrke karaktergivningen i idræt efter afskaffelsen af prøven

Standpunktskarakteren i idræt skal være både retfærdig og gennemskuelig – og her kan Dansk Skoleidræts nye vurderingskriterier hjælpe idrætslærerne i praksis.

Når eleverne i 8. og 9. klasse fremover ikke længere afslutter idrætsfaget med en prøve, bliver standpunktskarakteren den eneste karakter, de får i faget. Det øger behovet for klare og fælles vurderingskriterier, som kan give både lærere, elever og forældre en tydelig forståelse af, hvad der vægter i karaktergivningen.

For at imødekomme dette behov har Dansk Skoleidræt udviklet et sæt nye vurderingskriterier. Kriterierne giver idrætslærere konkrete eksempler og pejlemærker, der kan bruges både i den daglige undervisning og i den endelige vurdering af elevernes standpunkt.

To skemaer skaber gennemsigtighed

En central del af materialet er to forskellige skemaer – ét til læreren og ét til eleverne. Hvor lærerskemaet fungerer som støtte til at træffe en retfærdig og systematisk vurdering, er elevskemaet tænkt som et værktøj til dialog, refleksion og medinddragelse. På den måde kan eleverne få større indsigt i, hvad de bliver vurderet på, og selv tage aktiv del i deres læringsproces.

De nye vurderingskriterier tager afsæt i Fælles Mål for idrætsfaget samt de tidligere vurderingskriterier fra prøven i idræt og er udviklet i tæt samarbejde med både lærere og elever. Det sikrer, at kriterierne er relevante i praksis, lette at forstå og tager højde for de erfaringer og behov, som både undervisere og elever møder i hverdagen.

– Når prøven i idræt bortfalder, bliver det endnu vigtigere, at vi har en fælles forståelse af, hvad en standpunktskarakter bygger på. De nye kriterier skal støtte lærerne i at gøre vurderingen mere retfærdig og gennemskuelig – og samtidig hjælpe eleverne med at vide, hvad der forventes af dem, siger projektleder hos Dansk Skoleidræt Anebine Danielsen.

De nye vurderingskriterier ligger frit tilgængelige på Dansk Skoleidræts hjemmeside, hvor lærere også finder inspiration til, hvordan de kan anvendes i praksis og i dialogen med eleverne.

Søgning