Forside/Nyheder/Undervisningsministeren åbner Skolernes Motionsdag på Ordrup Skole

Bevægelse i skoledagenIdrætsfagetNyheder

6. oktober 2026

Undervisningsministeren åbner Skolernes Motionsdag på Ordrup Skole

Fredag den 9. oktober trækker danske skoleelever over hele landet i idrætstøjet til en aktiv dag med bevægelse, trivsel og fællesskaber i fokus. Skolernes Motionsdags officielle åbning foregår på Ordrup Skole, hvor undervisningsminister Magnus Heunicke deltager.

Der venter de 600 elever på Ordrup Skole i Gentofte Kommune en stor oplevelse på Skolernes Motionsdag. Årets festlige højdepunkt for bevægelse i skolen byder på en lang række sjove trivselsaktiviteter med fokus på bl.a. relationer mellem store og små elever. Der vil være masser af røde kinder og smil på læben, når elever på tværs af årgange giver den gas fredag den 9. oktober.

Det gør de samtidig med næsten alle landets øvrige skoler, for en evaluering fra Dansk Skoleidræt viser, at 97,8 % af landets grundskoler afholder dagen.

– Skolernes Motionsdag er en af de helt store mærkedage i skolernes kalender. Det er en stolt dansk tradition, at landets skoler på præcis samme tidspunkt er aktive, og den enorme opbakning til dagen er vi meget stolte af. Der er så meget god energi og samhørighed på tværs af klassetrin på Skolernes Motionsdag, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt – organisationen som opfandt dagen i 1982.

Deltagelse af Magnus Heunicke
På Ordrup Skole deltager en særlig gæst. Undervisningsminister Magnus Heunicke vil nemlig sætte dagen i gang som den officielle markering af, at elever landet over er aktive samtidig på det, der med omkring 650.000 deltagende skoleelever kaldes verdens største motionsevent for skolebørn.

– Skolernes Motionsdag er en fantastisk tradition, hvor mere end en halv million elever over hele landet kommer ud af klasselokalet og får pulsen op sammen. For bevægelse handler ikke kun om at løbe hurtigst eller hoppe højest. Det handler også om fællesskab, om at have det sjovt sammen og om at sørge for, at alle er med. Det er noget af det bedste ved idræt og bevægelse i skolen: Man får pulsen op og fællesskabet med i købet, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.

På Ordrup Skole glæder man sig også til en spændende dag. Udover besøget af ministeren ser man også frem til at borgmester Michael Fenger skal byde velkommen.

– Vi er glade for at være værtsskole for åbningen af årets Skolernes Motionsdag. Vi er en skole, der prioriterer den aktive skoledag, og vi glæder os til en glad dag, hvor vi sammen med Dansk Skoleidræt har sammensat et spændende program, hvor bevægelse sammen og fællesskab på tværs af årgange er vigtige ingredienser, siger Martin Steno, skoleleder på Ordrup Skole.

Gå på opdagelse på skolernesmotionsdag.dk, hvor du bl.a. kan finde årets officielle opvarmningsdans, inspirations-materiale til dagen og en masse fakta om Skolernes Motionsdag, som har fundet sted lige siden 1982. Gå til skolernesmotionsdag.dk

Relaterede nyheder

Bevægelse i skoledagen
Idrætsfaget
Nyheder

650.000 elever er aktive på Skolernes Motionsdag – potentialet rækker langt ud over dagen