Forside/ /Stor interesse for formandsvalg i Dansk Skoleidræt 

NyhederOrganisation

9. januar 2025

Stor interesse for formandsvalg i Dansk Skoleidræt 

Tre kandidater har meldt sig til formandsposten og yderligere fire er i spil til de ledige hovedbestyrelsesposter. En stor og glædelig anerkendelse af organisationen, lyder det fra generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt.

Opdatering 13. januar: Thomas Buch har af personlige årsager valg at trække sit kandidatur til formandsposten, hvorfor der nu er tre kandidater til denne. Derfor er denne nyhed blevet redigeret.

Der er stadig over tre måneder til det afgøres, hvem der skal være Dansk Skoleidræts næste formand. Men allerede nu ligger det fast, at det absolut ikke bliver noget problem at finde kandidater. Når der skal stemmes om posten på repræsentantskabsmødet den 25. april, så bliver det et kampvalg med minimum tre navne på stemmesedlen. Det er nemlig status for nuværende, og hertil kommer yderligere fire kandidater til de ordinære hovedbestyrelsesposter.  

– Der har vist sig en overvældende interesse for at blive en del af Dansk Skoleidræts politiske ledelse, og vi er meget glade for at se så stor spredning i kandidatfeltet. Det er alt fra siddende HB-medlemmer, til repræsentanter fra organisationens decentrale bagland til personer fra organisationens netværk og interessentlandskab. Den spredning er stærk og viser et meget kompetent felt, hvor folk står på hver deres stærke kompetencer, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt og fortsætter:  

– Det er en stor anerkendelse af vores virke som hele Danmarks skoleidræt- og bevægelsesorganisation, at så mange finder det interessant at være med til at påvirke retningen. Der er ingen tvivl om, at vores overordnede mål om at fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag er en attraktiv sag, og den måde, hvorpå Dansk Skoleidræt arbejder med sagen, bliver tydeligvis bemærket og vinder gehør blandt mange. 

Mød kandidaterne
Udover formandsposten er der 3-4 hovedbestyrelsesposter, der skal besættes, og også her bliver der kampvalg. Alle poster vælges direkte af Dansk Skoleidræts øverste organ, repræsentantskabet. 

Fredag den 17. januar er der valgmøde hos Dansk Skoleidræt i Nyborg, hvor kredsformændene i organisationens 15 kredse har mulighed for at møde formandskandidaterne. Et lignende møde i en onlineudgave finder tillige sted i marts, hvor også HB-kandidater kan mødes.  

Dansk Skoleidræts hjemmeside er blevet opdateret med kandidatpræsentationer af de syv, der indtil nu har meldt sig.

Der er stadig flere måneder til repræsentantskabsmødet, og da man kan melde sit kandidatur til posterne helt op til mødet, er man fortsat mere end velkommen til at overveje muligheden. Læs mere på valgsiden.

Relaterede nyheder

Nyheder
Organisation

Vil du være Dansk Skoleidræts næste formand?

Søgning