Forside/Nyheder/Stort behov for motorikindsatser

Nyheder

28. september 2024

Stort behov for motorikindsatser

Hvordan står det til med motorik på landets skoler? Og hvordan kan vi udnytte det store potentiale, der er for at forbedre elevers motorik i skolen – uden at skulle afsætte en masse tid til det? Det har projektet ”Motorik i indskolingen” undersøgt.

Hvis du underviser i indskolingen, og du har elever, der er motorisk usikre – så falder du ikke udenfor statistikken. Tværtimod. 76 % af de adspurgte i en survey foretaget i projektet ”Motorik i indskolingen” svarer nemlig det samme. Projektet har til formål at fremme motorik i indskolingen gennem en bred indsats, der giver alle elever mod på og lyst til at deltage i bevægelsesfællesskaber. Det skal dels ske gennem kompetenceløft af undervisere og pædagoger, dels gennem undervisningsmateriale, der udgives i 2025. Første skridt i processen har været at kortlægge, hvordan motorik-landskabet på skolerne ser ud i dag. Det er blevet gjort gennem en undersøgelse og observationer på skoler.

Potentialer og manglende ressourcer

Spørgeskemaet er besvaret på 26 skoler af i alt 111 respondenter, der repræsenterer lærere, pædagoger, børnehaveklasseledere og ledere. Deres besvarelser viser som beskrevet, at langt de fleste har med motorisk usikre børn at gøre. De viser desuden, at respondenterne oplever, at det er en vigtig del af deres arbejde at understøtte elevernes motoriske udvikling – det svarer hele 86 %. Samtidig erklærer kun 33 % sig enige i, at de på skolen har de nødvendige ressourcer til rådighed i forhold til at arbejde med motorisk udvikling.

– Der er jo noget, der står og blinker her. Det er en vigtig opgave, men der er noget i forudsætningerne for at løfte den opgave, der ikke helt kan følge med, siger Mie Damsted Jørgensen, der er projektleder i Dansk Skoleidræt.

– Som led i kortlægningen har Dansk Skoleidræt været ude og observere i seks indskolingsklasser, som er blevet fulgt en hel dag. Fokus har været på, hvordan eleverne i løbet af skoledagen engagerer sig og aktiverer sig gennem kroppen, og i hvilke rammer eller arenaer, det er foregået. Observationerne har synliggjort, at der ligger store potentialer i fire specifikke arenaer.

Vi kunne se, at det er meget naturligt for eleverne at bruge og øve deres motorik i frikvarteret, i idrætsundervisningen, i klasselokalet og i den fase, hvor de bevæger sig fra et lokale til et andet. Men det sker ikke bevidst. Det er gennem leg, eller når de løser opgaver som fx at være duks, hvor de skal feje – her træner de også deres motorik, siger Mie Damsted Jørgensen.

Vi skal gøre mere af det, der virker

I ”Motorik i indskolingen” er der nu udviklet materiale, som dækker hele skoledagen lige fra undervisning og frikvarterer til SFO. Der er fokus på en legende tilgang, hvor eleverne udvikler deres lyst, mod og evne til at lave mere bevægelse. Samtidig er det let for lærere og pædagoger at sætte i gang. Materialet testes og forfines sammen med en række pilotskoler det kommende skoleår og udgives i 2025. Projektet er udviklet med støtte fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Relaterede nyheder

Søgning