Nyheder
22. november 2024
Konference gav inspiration til masser af bevægelse i skolen
120 deltagere fra hele landet var torsdag d. 21. november samlet i Nyborg til stor inspirationsdag med oplæg og workshops om alt fra konkrete fif til bevægelse i skoledagen til information om mere overordnede tendenser.
De danske skoler er fyldt med ildsjæle inden for idræt og bevægelse. Ildsjæle, som aktiverer deres elever og gør skoledagen mere varieret. Det blev endnu engang tydeligt efter en energisk inspirationsdag i Nyborg, hvor Dansk Skoleidræt havde inviteret lærere, pædagoger, konsulenter og andre med interesse for området til en dag med et overflødighedshorn af ny viden og indspark til det fortsatte arbejde på området.
Så selvom der blæser nye vinde over idræt og bevægelse i skolen med den nye skoleaftale, som Folketinget i disse dage er ved at færdigbehandle, så synes praksis ude på skolerne heldigvis også fremover at være fyldt med bevægelse.
Det var netop den nye skoleaftale, som Dansk Skoleidræts generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt lagde ud med at berette om. Den indbefatter bl.a., at de 45 minutters daglig bevægelse udgår og i stedet afløses af en frihedsdagsorden, hvor skolerne selv skal definere deres indsats på området, og hvordan de vil fremme en lokal bevægelseskultur. I aftalen opfordres skolebestyrelserne fx til at vedtage principper for skolens arbejde, da det er en af de strukturer, som kan bidrage til at skabe en kultur på området. På samme vis er et ekstra lokalt valgfag inden for bevægelse en del af aftalen, og her er Dansk Skoleidræts Junioridrætslederuddannelse fremhævet.
Prioriter fællesskaberne
Bevægelse i skolen har mange positive effekter, og det var ikke mindst dem, som Steffen Raun Fjordside, vicedirektør i Børns Vilkår, efterfølgende dykkede ned i. Organisationen har trivsel og sunde fællesskaber som et prioriteret indsatsområde i disse år og har bl.a. aftaler med såkaldte ”Fællesskabsskoler”, der forpligter sig særligt på området. Og det er der en god grund til.
– Lysten til at gå i skole hænger sammen med, at man er glad for sine venner i skolen. Leg og samvær med andre børn giver energi. Men fællesskaberne er under pres. Flere elever føler sig ensomme, angiver at de bliver mobbet, og færre at de accepteres som den, de er, lød det fra Steffen Raun Fjordside, der bl.a. refererede til Den Nationale Trivselsmåling fra 2023.
Pointen var bl.a., at fællesskaber og bevægelse kan være et middel mod de triste tendenser, og derfor sluttede vicedirektøren da også af med at opfordre tilhørerne til at arbejde endnu mere med fællesskaber ind i bevægelse.
Deltagelse og inklusion på dagsordenen
Efter konferencens fælles start stod der oplæg og workshops på programmet. Nogle af de mest populære var dem om deltagelse og inklusion. Dansk Skoleidræt har netop udgivet en ny sektion på skoleidraet.dk om netop det emne med udgangspunkt i en række nye redskaber og aktivitetskort. Det nye indsatsområde giver inspiration til, hvordan lærere og pædagoger på almenskoler kan få elever med særlige behov til at deltage i højere grad og til helt generelt at have en bedre skoledag.
Og inspiration var i den grad, hvad deltagerne på workshopperne fik. De blev introduceret til, hvilken rolle sanseintegration kan spille i forhold til urolige elever, og indsigt i, hvordan man kan bruge regulerende aktiviteter til at få eleverne op eller ned i arousal. Der blev afprøvet en række af aktiviteter med forskellige fokus- og energiniveauer.
Et særligt greb, der blev introduceret på workshoppen, var ”Ro på stol”-aktiviteter, der bruges til at få elever tilbage til et fokuseret udgangspunkt, når de sætter sig efter en aktivitet. Hver gang en aktivitet på workshoppen sluttede, talte oplægsholder Thea Jule Rasmussen ned fra ti. Deltagerne vidste, at det betød, at de skulle finde deres stol og gå i gang med den ”Ro på stol”-aktivitet, der var blevet præsenteret forud for aktiviteten. Det kunne fx være at knuge helt sammen om sig selv, give små klap rundt omkring på kroppen eller at løfte sig op fra stolesædet i armene.
Der var stor interesse for både det nye område på hjemmeside, hvor der bl.a. kan findes modeller, anbefalinger og aktivitetskort. Det nye materiale står på skuldrene af projektet Bevægelse Sammen ud I Livet, der har specialundervisningstilbud som målgruppe.
Konkret inspiration lige til at anvende i praksis
Inspirationsdagens deltagere nåede i alt tre runder med enten oplæg eller workshops i løbet af dagen. Udover de allerede nævnte blev der bl.a. introduceret til SFO-konceptet FritterSport og det tilhørende legekatalog, inspireret af erfaringerne fra projektet PULS, bevægelsesvejledere fik sparret i regi af netværket Masterclass og andre fik nye input til, hvordan de kan arbejde med motorik.
Der var desuden stor interesse for vidensoplæggene, der gav en status på, hvordan det står til med bevægelse i skolen samt satte fokus på, hvordan man kan arbejde for at skabe en kultur for bevægelse.
Tak til alle deltagere for engagementet – og for at være med til at gøre Inspirationsdagen 2024 til en fantastisk dag.