Forside/Nyheder/– Jeg var helt blown-away

IdrætsfagetNyheder

10. november 2025

– Jeg var helt blown-away

Kit Aagesen Goth blev Danmarks Sejeste Idrætslærer sidste år. En kåring, hun husker tilbage på med stor begejstring. I hendes optik kan idrætsfaget nemlig noget helt særligt.

– Det var helt fantastisk at vinde Danmarks Sejeste Idrætslærer. Jeg blev så stolt og taknemmelig, men fik også en følelse af ydmyghed for den kæmpe anerkendelse, prisen er. Og børnene var fuldstændig vilde – det var næsten det bedste af det hele.

Kit Aagesen Goth stråler, når hun husker tilbage på den dag i februar, hvor hun i hallen på Nykøbing Sjælland Skole blev overrasket som vinder af Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024.

– Jeg var slet ikke klar over, at de elever, der havde indstillet mig, var så glade for de ting, vi har oplevet sammen, så det var en kæmpe ære, siger prismodtageren, der havde nogle helt særlige uger og måneder i tiden efter kåringen.

– Hver morgen, når jeg mødte ind, sagde elever og forældre: ”Det er dig, som har vundet Danmarks Sejeste Idrætslærer. Hvor er du god. Vi er så stolte af dig”. Og venner og bekendte, som havde fulgt afstemningen, synes også, det var megasejt. Der var en masse polemik om min person, som jeg slet ikke var vant til. Jeg var helt blown-away. Det var meget stort og ærefuldt, husker Kit Aagesen Goth.

Uundværligt for elevernes trivsel og sociale færdigheder
For Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024 kan idrætsfaget ikke overraskende noget særligt. Det er prismodtageren meget bevidst om i sin tilgang til faget.

– Jeg mener, at idrætsfaget er uundværligt for elevernes trivsel og deres sociale færdigheder. Vi er som idrætslærere med til at forme elevernes karakter, fremme deres sociale trivsel og styrke klassernes sammenhold. Vi skal være med til at nedkæmpe fysisk inaktivitet ved at sørge for, at vores undervisning rammer bredt. Og så er der rigtig meget dannelse i idrætsundervisningen, som gavner alle elever, forklarer hun.

Idrætslæreren understreger, at faget kan få alle elever med uanset deres idrætsbaggrund. For Kit Aagesen Goth handler det fx om at prioritere det, hun kalder ”fjollede lege”, hvor eleverne bevæger sig uden helt at opdage det. Netop den tilgang mener hun også medvirker til at styrke fællesskabet.

– Jeg prøver at få mangfoldigheden ind i faget. At bruge en masse lege til at lade børnene bevæge sig, uden at de føler, de har hård idræt. Kombineret med, at der både bliver brugt tid på boldspil, løb og andre klassiske elementer. Men legen er vigtig, for så fokuserer vi på at skabe et godt fællesskab, siger idrætslæreren.

Skab gode relationer og involvér eleverne
Med titlen ”Danmarks Sejeste Idrætslærer” følger en nysgerrighed fra omverdenen på, hvad det er, Kit gør, som falder i så god jord. Selv er hun ikke i tvivl om, at det handler om nærvær og hendes egen store glæde ved fysisk aktivitet. Den tilgang virker afsmittende, og er også hendes bedste tip til gode kolleger rundt omkring i landet.

– Skab en god relation til klasserne og brug gerne masser af humor. Brug tid på at spørge eleverne om, hvad de bedst kan lide at lave til idræt. Få eleverne til selv at undervise og til at lave opvarmningen. På vores skole kombinerer vi idrætslærere ofte det, vi selv har planlagt, med det eleverne har et stort ønske om at prøve. Det betyder selvfølgelig, at vi bruger en del tid på planlægning sammen med eleverne, hvilket der er en masse god læring i – og så tager eleverne ansvar, når de selv har valgt aktiviteterne. Mange er jo medlemmer af forskellige sportsklubber og foreninger og kan dermed bidrage til undervisning i f.eks. karate, boksning, volleyball eller gymnastik, fortæller hun.

Kit Aagesen Goth understreger, at idrætslærerne på Nykøbing Sjælland Skole altid selv deltager i undervisningen. Uanset om der står leg, svømning, løb eller andet på skemaet. Og de er selvfølgelig omklædte, så de kan gå forrest som de gode eksempler for eleverne.

Hun ser prisen som Danmarks Sejeste Idrætslærer som et vigtigt initiativ til at få sat mere fokus på idrætsfagets potentiale, og derfor håber hun, at mange kolleger, forældre, elever og andre vil indstille en lokal kandidat til prisen. Udover æren, så medfølger en fin præmie fra A-Sport på 25.000 kroner til indkøb af idrætsudstyr samt et gavekort til kurser hos Dansk Skoleidræt.

– Præmien var fantastisk. Jeg har haft eleverne med til at beslutte, hvad vi skulle købe, og det blev bl.a. til en masse fodbolde, hvilket var meget ønsket fra både piger og drenge. Derudover har vi fået badmintonketchere, veste, stikbolde og pickleball. En masse ting, vi kan bruge i dagligdagen, og som vi har manglet. Så nu er vi godt kørende, smiler Kit Aagesen Goth.

Kender du også en sej idrætslærer? Indstil din kandidat her.

Relaterede nyheder

Idrætsfaget
Nyheder

Er du Danmarks Sejeste Idrætslærer?

Søgning