Dansefeber på Sanderumskolen: “Jeg danser i søvne”

Onsdag d. 29. april kulminerede halvanden måneds dansefeber på Sanderumskolen i Odense, da over 100 elever fordelt på 26 hold deltog i konkurrencen “Nu skal der danses”. Selve konkurrencen er kun toppen af isbjerget. Siden den blev skudt i gang i februar, har hele skolen været i bevægelse. I frikvartererne, på gangene og i alle hjørner. De store elever har hjulpet de små, og selv dem, der ikke var tilmeldt, er blevet grebet af stemningen og har fået lyst til at danse med.

I gymnastiksalen er stemningen intens og sitrende. Hold efter hold går på gulvet med tre forberedte danse, og det er tydeligt, at der er lagt mange timers øvelse i hver bevægelse.

Blandt deltagerne er Mollie og Isolde fra 2.b. De fortæller, at de FaceTimede samme morgen for at aftale deres outfits. Nu står de klar med fletninger, stribede trøjer og glimmer på kinderne, og de ligner nogle, der har glædet sig længe. Pigerne Emilie og Kamilla sætter også ord på deres begejstring for dansen.

– Jeg elsker bare at danse. Jeg danser hver dag, siger Emilie fra 2.c.

Og Kamilla fra 2.b tilføjer:

– Ja, også mig. Jeg danser i søvne.

Smilene er store, men det er nervøsiteten også. Det kan ses i de små blikke til hinanden, lige før musikken går i gang, hvor alt afhænger af, at man husker trinene og følger hinanden.

Efter alle hold har været på gulvet, begynder ventetiden. Pointene skal tælles sammen, og spændingen breder sig ud i hele skolen.

Idrætslærer Heidi Simonsen går fra klasse til klasse for at afsløre, hvem der er gået videre til finalen. For nogle føles ventetiden næsten uudholdelig. En elev er ifølge hende selv “lige ved at besvime”, og da beskeden endelig kommer, vælter følelserne frem.

– Da dommerne kom ind i min klasse, var jeg helt chokeret, for jeg troede overhovedet ikke, vi var kommet i finalen. Så der kom bare glædestårer ud af mine øjne, fortæller Emilie fra 2.c, hvis hold ender på en flot 6. plads.

Midt i det hele bevæger Heidi Simonsen sig rundt i gymnastiksalen. Hun holder styr på musikken, sætter sangene på i det rette øjeblik og sikrer, at både dommere og deltagere er, hvor de skal være. Det går stærkt, men hun udstråler alligevel ro og overblik.

Hun er drivkraften bag konkurrencen, som opstod sidste år.

– Jeg har en ledelse, der bakker totalt op, så jeg spurgte sidste år, om jeg måtte starte det op, og det måtte jeg heldigvis.

Allerede efter jul begynder eleverne at spørge til sange og danse, men selve forberedelsen starter først halvanden måned før. Til gengæld er indsatsen massiv. Heidi har brugt utallige frikvarterer i hallen sammen med eleverne, hvor hun har hjulpet dem med deres koreografier.

– Jeg bruger mange timer på det. Men det er jo det hele værd. Jeg elsker det jo. Det er sådan noget, der giver mig megameget energi. Det vil jeg slet ikke undvære.

For hende handler konkurrencen ikke kun om de dygtigste.

– Det er også de generte og dem, der ikke bevæger sig så meget, dem prøver jeg også at få med. De var ikke i finalen, men det er jo lige meget. Bare det der med, at de tør at stille sig op og tør være seje. Det betyder rigtig meget for mig. Det er jo guldet. Vi ved jo alle sammen, hvad bevægelse gør for os.

Konkurrencen er tænkt som et tilbud til alle elever. Normalt deltager også drenge, men i år valgte de fleste at bruge frikvartererne udendørs, da vejret blev godt. Skolens heldagsafdeling plejer også at være med, men kunne desværre ikke deltage i år på grund af en anden begivenhed. Alligevel er det tydeligt, at konkurrencen favner bredt og engagerer langt flere end dem, der står på gulvet.

Efter frokost samles de ti finalehold i gymnastiksalen. Dommerne sidder klar, og der er ro under dansene, så deltagerne ikke bliver forstyrret. De øvrige hold følger intenst med fra sidelinjen, og først når den sidste tone er spillet, bryder klapsalverne løs.

Blandt finalisterne er seks piger fra 6.a, som løber med sejren for andet år i træk. De har trænet tre gange om ugen, rettet hinanden og arbejdet målrettet på at blive bedre.

– Det har været lidt hårdt, men megasjovt, fortæller de. Undervejs har de også hjulpet yngre elever med tips og koreografi, og det er netop den del, der siger noget om, hvad konkurrencen har udviklet sig til.

Selvom der kåres en vinder, er det tydeligt, at konkurrencen handler om meget mere end placeringer.

Dansen har bredt sig som ringe i vandet og skabt en kultur, hvor elever inspirerer hinanden på tværs af alder og niveau. Den har givet mod til at stille sig frem, lyst til at øve sig og glæde ved at være en del af noget fælles.

Når elever tør stille sig frem, øve sig og optræde foran andre, styrker det deres deltagelsesmod – en kompetence, der rækker langt ud over gymnastiksalen.

Og måske er det netop derfor, dansefeberen har fået så godt fat.

Fordi den ikke kun handler om at være bedst, men om at være med.