undervisning i løb, spring og kast
Sikkerhed ved løb, spring og kast


Kort fortalt
Løb, spring og kast er grundlæggende bevægelsesformer og en vigtig del af idrætsundervisningen. Aktiviteterne udvikler elevernes bevægelsesmønstre og indgår som kompetenceområde under alsidig idrætsudøvelse på alle klassetrin. Derfor bør området prioriteres, også selvom det kan kræve ekstra opmærksomhed på organisering og sikkerhed.
Find didaktiske redskaber og aktivitetskort til undervisning i løb, spring kast.
Vigtigste pointe
God organisering, grundig opvarmning og klare sikkerhedsregler er afgørende, når eleverne arbejder med løb, spring og kast.
Før I går i gang
Inden undervisningen begynder, bør du vurdere aktivitet, elevgruppe, udstyr og omgivelser. Brug dit kendskab til klassens alder, modenhed og erfaring, når du planlægger undervisningen.
Tjek især:
- Er eleverne varmet grundigt op?
- Er underlag, bane, sandkasse, madrasser og redskaber i orden?
- Kender eleverne reglerne for sikker adfærd?
- Er der god afstand mellem elever og grupper?
- Er undervisningen organiseret med mindst mulig ventetid?
- Ved eleverne, hvem der gør hvad, og hvornår?
Generelle anbefalinger
Løb-, spring- og kasteaktiviteter kan være højintensive. Derfor er grundig opvarmning vigtig. Når undervisningen foregår udenfor, bør eleverne opfordres til at have varmt træningstøj på, også efter opvarmningen.
God organisering er afgørende. Det gælder især, hvis flere grupper arbejder samtidig på stadion, bane eller i et større udeområde. Brug tid på at undervise eleverne i god adfærd og i de sikkerhedsregler, der gælder for aktiviteterne.
Løb
Ved løb skal du især være opmærksom på underlag, baneretning, afstand og tydelige instruktioner.
Tjek før løb:
- Er underlaget jævnt og uden huller?
- Instruér eleverne i at færdes på stadion og løbebane med samme opmærksomhed, som når de færdes på en trafikeret vej.
- Er baner og løberetning tydelige?
- Står tidtagere og andre elever væk fra løbernes bane?
Ved sprint og stafetløb bør eleverne instrueres i at holde banen, så risikoen for sammenstød minimeres. Ved hækkeløb skal hækkene placeres, så de kan vælte fremad, hvis eleven rammer dem. Udliggerne skal derfor vende modsat løberetningen. Begynd med lave forhindringer på cirka 15-30 cm, og øg gradvist højden i takt med elevernes erfaring og tryghed.
Hvis der bruges startpistol, må den kun anvendes af en person med våbentilladelse. Alternativt kan I bruge klaptræ eller håndklap som startsignal.
Sørg også for, at elevernes muskulatur holdes varm gennem undervisningen. Belastningen kan være stor, især for baglårene.
Spring
Ved spring skal du især være opmærksom på landingsområde, afsætsområde og elevernes erfaring.
Højdespring
Sørg for, at madrassen er stor nok, så eleverne ikke lander udenfor landingsområdet. Landingsområdet bør optimalt være 5 x 4 meter og minimum 3 x 2 meter. Madrassen bør have en passende højde og være uden huller eller mangler.
Landingsområdet bør optimalt være 5 x 4 meter og minimum 3 x 2 meter. Madrassen bør normalt være 40-60 cm høj, men højden skal afstemmes efter elevernes størrelse og erfaring. En tyndere nedspringsmåtte kan anvendes, hvis den placeres på et stabilt, forhøjet underlag.
Vær særligt opmærksom på:
- Brug gerne elastiksnor i stedet for hård overligger.
- Placér en kegle midt på afsætsområdet, så eleverne ledes mod midten af madrassen.
- Undgå spring, hvis afsætsområdet er glat.
Længdespring og fladspring
Ved længdespring og fladspring skal sandkassen være dyb nok, og den skal rives, så eleverne ikke lander i huller. Rivens tænder skal vende mod underlaget, når den ikke bruges.
Vær særligt opmærksom på:
- Sandkassen bør ikke være under 38 cm dyb.
- Eleverne skal være varme i muskulaturen.
- Belastningen kan være stor, især for baglårene.
Trespring og gentagne afsæt
Trespring og gentagne afsæt kræver passende styrke og erfaring. Brug progression, så eleverne ikke overbelastes.
Stangspring
Stangspring kræver særlig opmærksomhed på sikkerheden. Stænger, landingsområde, standere og isætningskasse skal være stabile og uden fejl. Landingsområdet skal være stort, sammenhængende og minimum 5 x 5 meter.
Vær desuden opmærksom på:
- Stængerne skal være uden revner og mærker efter slag.
- Stængerne skal passe til elevernes alder, vægt og erfaring og må ikke være for bløde.
- Eleverne skal instrueres i ikke at holde for højt på stangen.
- Der skal være madrasser ved siderne af isætningskassen.
- Landingsområdet skal være sammenhængende og må ikke bestå af flere løse madrasser.
Overvej kritisk: Er stangspring nødvendigt i netop denne undervisningssituation, eller kan eleverne arbejde med springteknik på en mere sikker og alderssvarende måde?
Kast
Kast kræver tydelig organisering og klare sikkerhedsregler. Den vigtigste regel er, at ingen må opholde sig i eller tæt på nedslagsområdet, mens der kastes. Hold god afstand, når spyddet trækkes tilbage før kast, og når det trækkes ud af jorden. Sørg for, at spidsen aldrig føres i retning af andre.
Tjek før kast:
- Passer redskaberne til elevernes alder, størrelse og erfaring?
- Er underlaget plant og fast?
- Er nedslagsområdet tydeligt afmærket?
- Ved eleverne, hvornår de må kaste og hente redskaber?
- Er der afstand mellem eleverne?
Overvej gerne mere sikre alternativer til de klassiske kasteredskaber. Det kan fx være tennisbolde eller kasteraketter i stedet for spyd og hulahopringe eller lignende i stedet for diskos.
Organisering ved kast
Eleverne skal placeres, så de ikke er til fare for hinanden. De kan fx stå på linje med 2-3 meters afstand, på siderne i en trekant markeret med kegler eller i en cirkel. Elever, der ikke kaster, skal stå mindst 2 meter bag den, der kaster.
Ved diskos- og slyngboldkast skal de øvrige elever stå bagved og til venstre for en højrehåndskaster og bagved og til højre for en venstrehåndskaster. Eleverne må ikke lege med kasteredskaber, når de ikke kaster eller laver øvelser.
Kastedisciplinerne kan belaste især albue og skulder. Begræns derfor antallet af kast med maksimal kraft, særligt når eleverne endnu ikke behersker en sikker og hensigtsmæssig teknik
Regler for kast
Gør reglerne helt tydelige for eleverne:
- Ingen kaster, før der er givet besked.
- Ingen henter redskaber, før alle i gruppen har kastet.
- Kast aldrig tilbage mod gruppen.
- Spyd transporteres lodret med spidsen mod underlaget.
Hurtig tjekliste
Før undervisningen
- Vurdér elevgruppe, aktivitet og risici.
- Tjek underlag, baner, redskaber og landingsområder.
- Planlæg tydelig organisering og afstand.
- Vælg redskaber, der passer til elevernes niveau.
Under undervisningen
- Sørg for grundig opvarmning.
- Giv tydelige instruktioner.
- Hold øje med ventende elever.
- Stop aktiviteten, hvis reglerne ikke overholdes.
Efter undervisningen
- Tjek, at redskaber lægges sikkert på plads.
- Tal med eleverne om, hvad der fungerede.
- Notér fejl, mangler eller situationer, der skal følges op på.
Læs mere
- EMU Faghæfte – Fælles mål, læseplan og vejledning.
- Våbentilladelse til startpistol.
- Kastesikkerhed, Dansk Atletik.
Tak til
En særlig tak til Henrik Mønsted Larsen (cand.scient. i idræt) for hjælp med tilblivelsen af Idrætslæreren – arbejdsmiljø og sikkerhed tilbage i 2014.
Læs den fulde artikel
Vil du gemme eller printe anbefalingerne i fuld længde?
Det skal du have styr på uanset aktivitet
Her finder du korte guides og tjeklister til de områder i idrætsfaget, hvor der er særlige krav til sikkerhed, tilsyn og planlægning.
Ansvar, tilsyn og lovgivning
Få styr på lærerens rolle, skolens ansvar og hvad godt tilsyn betyder i praksis.
Læs mere
Elevernes sikkerhed, skader og ansvar
Få overblik over forebyggelse, ansvar, håndtering af skader og hvad skolen bør være opmærksom på.
Læs mere
Elever med handicap: Deltagelse og sikkerhed i idræt
Få viden om, hvordan du tilrettelægger undervisningen, så eleven kan deltage sikkert.
Læs mere
Lokaler og redskaber
Læs om sikker brug af faciliteter, redskaber, omklædningsrum og andre fysiske rammer.