Ærteposejagt

Ærteposejagt
Formålet er, at eleverne træner deres opmærksomhed og mod i en sjov fangeleg.
Antal deltagere
Minimum 4
Opstilling
- Sæt to kegler med fire meters afstand i hver ende af banen.
- Læg 20 ærteposer bag keglerne i en af enderne.
- Markér en midterlinje (benyt en streg eller sæt to kegler med fire meters mellemrum).

Beskrivelse
- Vælg to fangere. Fangerne skal have overtræksveste på.
- Fangerne placerer sig på linjen ved midten af banen.
- De andre elever skal nu forsøge at flytte ærteposerne fra det ene område til det andet.
- Fangerne må fange de elever, som har en ærtepose.
- Fanges en elev med en ærtepose, skal eleven lægge ærteposen tilbage.
- Når ærteposen er lagt tilbage, må eleven igen forsøge at flytte en ærtepose til det andet område.
- Legen kan køre på tid, eller indtil alle ærteposer er flyttet til den anden ende.
Materialer
- Kegler til at markere banen.
- Minimum 20 ærteposer.
- Overtrækstrøjer til fangerne.
Variationer og deltagelsesmuligheder
- Inddel eleverne i to grupper, og fordel ti ærteposer i hvert område. Nu gælder det om at stjæle ærteposer fra den anden gruppes område og placere dem i egen gruppes område. Fangerne må stadig fange dem, der har ærteposer.
- Rul en rullemåtte ud på tværs af banen som fangeområde. Fangerne må bevæge sig på hele rullemåtten. Det kan gøre det mere tydeligt for fangerne, hvor de må bevæge sig.
- Ved at placere ærteposen på hovedet, gøres legen mere rolig, og samtidig er det mere tydeligt for fangerne, hvem der har en ærtepose.
Denne leg er en del af projektet Legespecialisterne