Aktivitet
Fotosafari

Fotosafari
Formålet er, at eleverne opnår viden om personer og hændelser, der tillægges betydning i historien. Eleverne træner at placere elementer fra historien tidsmæssigt i forhold til hinanden og træner viden om relativ kronologi.
Underviseren udvælger en række billeder af forskellige historiske begivenheder eller historiske steder i forskellige lande. Det kunne også være billeder fra Folkeskolens historiekanon. Billeder er nemme at finde via internettet.
En søgning på www.google.dk under “billeder” med flg. tekst “5. maj 1945” vil eks. vise et billede af Feltmarskal Bernard Law Montgomery, der kører gennem København i forbindelse med befrielsen.
Billederne printes, klippes ud og lamineres. Det samme gøres med de tilhørende kort med sted (land/verdensdel) og dato/årstal. Keglerne spredes ud på en boldbane eller i skolegården, og de laminerede billeder placeres under keglerne sammen med et sted/dato kort, der ikke hører sammen med billedet.
Del eleverne op i par, og lad parrene begynde ved forskellige poster. De skal ved keglen kigge på billedet og gætte begivenheden. Derefter skal de løbe videre og kigge under keglerne, indtil de finder det kort med sted og dato, hvor begivenheden fandt sted, og så ligger der et nyt billede, grupperne skal gætte og finde et sted/dato kort til.
Når løbet er færdigt, og alle har været ved samtlige kegler, samles der op på klassen. I kan fx tale om, hvilke begivenheder eller steder, eleverne var ved, eller hvilken historie der ligger bag billedet, samt opstille en tidslinje.
Materialer
- Laminerede kort med hhv. billeder og sted/dato, der hører sammen med begivenhederne på billederne. Udfyld evt. skabelonen til dit eget emne
- Kegler