Gemme 15 (Outdoor)
Gemme 15
Formålet er, at eleverne får pulsen op udendørs.
Gemme 15 leges på et udeområde, hvor der er mulighed for at gemme sig forskellige steder. Legen leges alle mod alle.
Underviseren eller en elev er tælleren, som placerer sig i midten af området med hænderne for øjnene og tæller ned fra 15. Alle de andre skal nu løbe ud og gemme sig. Når tælleren når 1, råbes ”nu kommer jeg”, hvorefter hænderne fjernes fra øjnene. Det gælder nu for tælleren om at finde de andre. Tælleren må max bevæge sig tre skridt (kan reguleres efter behov). De fundne skal benævnes med navn og sted.
Når tælleren ikke kan se flere, tæller vedkommende ned fra 14. For hver runde tælles ned med én mindre sidst dvs. 13, 12, 11 osv. Der bliver således mindre og mindre tid til at gemme sig for hver runde.
De gemte elever skal, når der tælles ned, nå at løbe over og røre tælleren på skulderen, sige deres navn og finde et nyt gemmested, inden tælleren er nået til 1 og råber ”nu kommer jeg”.
Når en elev er fundet, deltager eleven igen i næste runde og kan dermed blive fundet flere gange. Tælleren skal finde 20 elever (kan reguleres), før der skiftes tæller.
For at få intensiteten op skal der ikke ledes for længe og hurtigt tælles igen.
Denne leg er en del af projektet PULS