redskabsaktiviteter
Kip – øvelser
Kip – øvelser
Formålet er, at eleverne igennem forskellige træningsøvelser får erfaring med at udføre et kip.
Her er samlet fem øvelser, som du som underviser kan bruge i undervisningen i redskabsaktiviteter eller drage inspiration fra. Nederst finder du også links til hele undervisningsforløb eller øvelser i redskabsaktiviteter.
1. Liggende på måtten i “lys”, fatning om måttekanten
Bøj og stræk hoften i en bevægelse. Kan du få kroppen til at lette fra måtten? Hvordan skal timingen i bevægelsen så være?
2. Liggende på måtten i “lys”, fatning om måttekanten med bold
Tag en bold mellem fødderne og forsøg at “kippe” bolden over til en makker. Hvordan får du højde på? Hvordan får du længde på?
3. Baglæns rulle ned ad skrå måtte
Forsøg at komme så langt væk som muligt i landingen. Hvordan kommer du langt væk? Hvad gør du med armene? Med hoften/benene?
4. Kipøvelse i 3-mandsgruppe – kip op at stå
Modtagning: Fat med håndledsgreb, modtagerne understøtter overslagsbevægelsen med den frie hånd. Den liggende laver en kippebevægelse til stående. Hvornår skal modtagerne trække opefter i armen og den liggende selv trække sig op? Hvordan er hovedets stilling? Hvad svarer denne bevægelse til i et hovedspring? Prøv at lave bevægelsen hhv. spændt og afspændt. Hvordan føles det for modtagerne/for den aktive?
5. Kip til rygliggende på tyk måtte
Forsøg at komme fra kippestilling til rygliggende og tril sidelæns ud af måtten. Hvordan er tyngdepunktets placering? Hvordan kommer man hurtigt videre fra ryglandingen?
Materialer
- Måtte, tyk måtte, stålplint, blød bold.
For mere inspiration til redskabsaktiviteter se: