Aktivitet
Klap dig varm
Eleverne skal stå, så der er plads til, at de hver især kan stå med armene strakt ud til siden og samtidig se underviseren.
Eleverne skal følges ad i øvelsen, og underviseren guider eleverne på følgende måde (gerne ved selv at forevise):
”Stil jer med let spredte ben og venstre arm strakt ud foran kroppen. Gør højre hånd flad og klap med den på venstre arm. Start ved skulderen og klap nedad mod hånden, sørg for at klappe på hele armen, både inder- og yderside. Klappene skal være hurtige og hårde, men det må ikke gøre ondt. Når I har klappet op og ned ad venstre arm 3 gange, skifter I hånd og klapper nu på samme måde på højre arm.
Herefter klapper I med begge hænder samtidig ned over brystkassen og maven og om på ryg og balder. Gentag 3 gange.
Nu klapper I med begge hænder hele vejen nedad venstre ben, også på foden. Sørg for at klappe både på for- og bagsiden af benet. Klap opad igen og skift ben. I skal klappe op og ned ad hvert ben 3 gange.
Nu løfter I hænderne op til ansigtet og lægger håndfladerne fast mod øjnene, som I lukker. Stå helt stille og mærk varmen fra hænderne sprede sig til ansigtet, mens jeg langsomt tæller til 10. Herefter kan I fjerne hænderne og åbne øjnene igen.”