rettet fokus
Simon siger
Formålet med denne aktivitet er at eleverne retter deres fokus og opmærksomhed mod kommandoerne.
Inden aktiviteten starter, skal I aftale, hvad der sker, når man “dør” i legen.
Beskrivelse
Eleverne stiller sig et sted i lokalet med lidt plads omkring sig. Underviseren starter med at være Simon.
Eleverne skal nu følge “Simons” kommandoer, men kun, når der bliver sagt “Simon siger […]”. Hvis der ikke bliver sagt “Simon siger”, men bare kommandoen, skal de ikke gøre noget.
Kommer en elev til at lave kommandoen, selvom der ikke blev sagt “Simon siger”, er eleven “død”.
Eksempel
“Simon siger løft knæene” – eleverne løfter knæene.
“Drej rundt om dig selv” – eleverne gør ikke noget!
Variation og deltagelsesmuligheder
- For at sænke følelsen af nederlag ved at dø, kan eleverne få en opgave, de skal løse for at komme med i legen igen i stedet for at ryge helt ud af legen. Det kan fx være at klappe foran maven og bag ryggen tre gange eller andre bevægelser, som alle kan lave. På den måde kan legen også fortsætte i længere tid.
- Aktiviteten kan også bruges i en overgang, så eleverne fx får besked på at gå til garderoben og tage overtøj på, at gå fra ét lokale til et andet, eller hvad I ellers skal i gang med som det næste.