Aktivitet
Stole 1-2-3
En sjov og aktiv øvelse med let forvirring og en masse grin. Alle stole skal ud og stå frit i lokalet. Derfor er det nødvendigt at rykke og skubbe bordene lidt til side. På et startsignal fra underviseren går eleverne nu rask rundt imellem stolene, og på et aftalt signal skal de finde en stol at sidde på. Den stol, eleverne hver især sætter sig på, er fra nu af deres stol nr. 1.
OBS: Det er vigtigt at pointere det – og bede dem huske godt på det.
Herefter starter en ny runde. Eleverne rejser sig og går nu igen rundt mellem stolene ”i rask trav”. Når signalet lyder, finder de hver især en ny stol at sætte sig på. Denne er nu elevernes stol nr. 2.
Dette gentages endnu en gang, og denne gang er det så elevens stol nr. 3. Herefter ændres signalet til en mundtlig melding, og når underviseren nu siger enten 1, 2 eller 3 skal eleverne nu hver især huske, hvor de tre stole står og sætte sig et af stederne afhængig af melding.