Aktivitet
Tysk stikbold

Tysk stikbold
Der skal bruges et område, som egner sig til at spille stikbold – helst en afgrænset bane, så bolden ikke ryger for langt væk. De fire hjørner af banen er opgavestationer med hver deres opgaveark. Opgavearkene kan med fordel lamineres.
Der spilles stikbold efter almindelige regler. Når man rammes, ”dør” man og skal løbe ud til det nærmeste hjørne. Her står der en elev med et opgaveark, som den ramte elev skal besvare/løse (uden at se på det). Fx kan man blive bedt om at tælle til 10 på tysk. Eleven med arket skal kontrollere, at der svares rigtigt. Ved fejl må der hjælpes.
Når opgaven er løst, overtager den ramte arket og er ny ”kontrollør”. Den elev, der før stod i hjørnet, er nu med i spillet igen. Dette foregår i alle 4 hjørner. Som udgangspunkt løber de ”døde” ud til nærmeste hjørne, men hvis der er kø, løber man videre til et ledigt hjørne.
For at få så meget tyskfaglig aktivitet som muligt anbefales det, at banen er forholdsvis lille, så der bliver mange ”døde” og dermed stor udskiftning i hjørnerne. Alternativt kan der spilles med to bolde.
Det kan være en fordel at gennemgå opgavearkene i fællesskab, inden man går i gang med selve spillet. Så ved eleverne, hvad de skal svare på, og aktivitetsniveauet højnes.
Materialer
- Fire opgaveark, evt. laminerede (vælge fx bøjning af verber i nutid, oversættelse af sætninger i førnutid eller blandede ark med tal, sætninger, farver og hilsner)
- 1-2 bløde bolde.
- Evt. kegler til afgrænsning af bane/markering af hjørner.