Forside/ /Pædagogiske anbefalinger

Pædagogiske anbefalinger til idrætsundervisningen

Hvilke overvejelser gør du med din idrætsundervisning?

Hvad vil du egentlig gerne med din idrætsundervisning? Vores ønske med de pædagogiske anbefalinger er at inspirere og motivere idrætslærere til at reflektere over egen praksis.
Vores anbefalinger herunder skal selvfølgelig spille sammen med fagets faglige indhold, men det kan være godt at stoppe op, og gerne sammen med sit team eller sine elever, gøre sig tanker om det helt grundlæggende i idrætstimerne.

Engagement og motivation

– Inddrag eleverne
– Vis dit engagement
– Skab aktiv undervisning
– Vis synlig læring

Fællesskab

– Understøt et trygt og rummeligt miljø
– Skab relationer og gensidig respekt
– Sørg for forventningsafstemning
– Styrk samarbejde

Positive oplevelser

– Skab mulighed for glæde, leg og konkurrence
– Planlæg med differentiering og variation
– Understøt succesoplevelser og mestring
– Giv plads til fordybelse og udvikling

Engagement og motivation

Engagement og motivation er to overordnede, men meget vigtige ord for dig som idrætslærer. Du har med stor sandsynlighed valgt at blive idrætslærer, fordi du elsker at bevæge dig. Du elsker faget, du elsker idræt, og det skal eleverne selvfølgelig se og mærke. Dit engagement smitter, så husk det og vis det! Det vil med garanti motivere eleverne.

Inddrag eleverne

Inddrag eleverne mest muligt, og når det giver mening. De vil gerne være med, og det er motiverende for dem at blive inddraget. Det kan være i klargøring af timen, udvikling af aktiviteter, løsning af opgaver eller noget helt fjerde. Du sætter rammen.

Skab aktiv undervisning

Skab aktiv undervisning så meget som muligt. Planlæg dit indhold, så der ikke er for meget ventetid, køtid eller lyttetid. Det gælder om at holde eleverne aktive og i gang, så de føler at de har bevæget sig. Og meget gerne med høj puls. Kobl gerne teori og praksis, så eleverne oplever fagbegreberne på egen krop, fx kan snakken om puls tages mens eleverne ligger og mærker deres eget hjerte dunke efter en intensiv øvelse. Brug med fordel vores temabaserede idrætsforløb, som ud over det idrætslige indhold sætter fokus på relationer, dannelse, samfund, kultur, sundhed, identitet og samarbejde.  

Vis synlig læring

Hvordan viser du eleverne, hvad I er i gang med at lære om lige nu? Har I en tavle i hallen, hvor du kan skrive lidt til eleverne om fx forløbet, temaet, programmet eller målene. Måske bruger I en platform på skolen, hvor eleverne kan se årsplanen og læse mere om hvert forløb. Du kan med fordel bruge vores didaktiske duge og plancher til at synliggøre læringen i den aktive undervisning inden for de forskellige indholdsområder.  

Fællesskab

Fællesskab er anden pædagogiske anbefaling til din idrætsundervisning.

I idræt bliver det meget synligt, hvis nogen melder sig ud af fællesskabet. Omvendt har du en unik mulighed for at få alle med ved at understøtte et rummeligt og trygt miljø.

Understøt et trygt og rummeligt miljø

Understøt et trygt og rummeligt miljø blandt andet ved at imødekomme de elever, der melder sig ud, spørg interesseret og vis dem løsninger og måder, de kan deltage på. Skab et læringsrum, hvor alle kan være med og hvor man kan byde ind på forskellige måder.

Skab relationer og gensidig respekt

Skab relationer og respekt mellem eleverne og mellem dig og dine elever. Idræt er et fag, hvor du virkelig kan arbejde med relationer og dannelse. Elevernes relationer udvikles og styrkes gennem forskellige typer af idræt og idrætsoplevelser.

Sørg for forventningsafstemning

Sørg for at forventningsafstemme med dine elever. Start gerne året ud med, at eleverne i grupper sætter ord på, hvad de forventer af dig som lærer og dem selv som elever, og afhængig af elevernes alder, hvilke værdier, de ønsker, kendetegner jeres fælles idrætsundervisning. Lav selv samme øvelse med din kollega, så I alle præsenterer jeres forventninger og sammen finder frem til den bedste idrætsundervisning. Forventningsafstemning er også i spil, når I starter et nyt forløb op – hvad kan eleverne forvente, at skulle lære og skulle lave i den næste tid? I udskolingen kan det også være givende at forventningsafstemme, inden eleverne skal have karakter. Det kan gøres på mange måder afhængig af ressourcer. Måske kan I nå en kort samtale med hver enkelt elev, hvor eleven vurderer sig selv, og I taler om indsats og kompetencer. Det kan også være en fælles forventningsafstemning for hele holdet.  

Styrk samarbejde

Fremhæv vigtigheden af samarbejde og respekt for hinanden og arbejd målrettet med at opbygge stærke relationer mellem eleverne og mellem dig og eleverne.

Sørg for at indføre aktiviteter, der fremmer samarbejde og sørg for, at alle elever har mulighed for at deltage aktivt i undervisningen. Tilpas aktiviteterne, så alle kan bidrage uanset deres fysiske formåen.

Du skal som underviser tage ansvar for gruppedannelse, så eleverne oplever et trygt undervisningsmiljø med rummelighed.  

Positive oplevelser

Idrætsfaget tilbyder et væld af muligheder for at skabe positive oplevelser for eleverne.

Skab mulighed for glæde, leg og konkurrence

Skab mulighed for glæde, leg og konkurrence. Glæde og leg er essentielt i idræt, og vi kommer heller ikke uden om konkurrence, da det er en naturlig del af idræt. Men vores råd er, at du er bevidst om, hvornår vi gør hvad. Eleverne skal have positive oplevelser med idræt og med konkurrence. Konkurrence behøver ikke at ende ud i konflikter. Prøv at have fokus på, sammen med eleverne, hvad det kan bidrage med.

Planlæg med differentiering og variation

Variation i forløb og aktiviteterne gør det muligt at ramme forskellige elevtyper. Tilpas undervisningen til elevernes forskellige niveauer og behov. Sørg for, at er er noget for alle, og at der er mulighed for at udfordre sig selv på forskellige måder. Eleverne har vidt forskellige motivationsformer, det kan være medbestemmelse, konkurrence, leg, sundhed, fællesskab, viden eller noget helt andet, så sørg gerne for at variere, hvilke motivationsformer, du har i spil i undervisningen.  

Understøt succesoplevelser og mestring

Tilrettelæg undervisningen, så alle elever oplever succes, uanset deres niveau. Dette gøres ved at differentiere aktiviteterne og anerkende individuelle fremskridt. Planlæg aktiviteter, hvor alle elever kan få positive oplevelser. Det kan være små succeser eller sjove udfordringer, der får dem til at føle sig kompetente og værdsatte.  

Giv plads til fordybelse og udvikling

Sørg for, at der er tid til, at eleverne kan fordybe sig i aktiviteterne og udvikle deres færdigheder. Fokusér på udvikling frem for perfektion.  

månedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet “Tips og tricks til idrætsfaget”

Vil du have inspiration og praktiske råd til din idrætsundervisning? Tilmeld dig vores månedlige nyhedsbrev og få:

  • Nye idéer til undervisningen: Få månedlige tips og tricks, der kan gøre din idrætsundervisning endnu mere spændende og varieret.
  • Ekspertviden: Læs artikler og indlæg fra førende eksperter inden for idrætsfaget.
  • Aktuelle nyheder: Hold dig opdateret med de seneste nyheder og begivenheder inden for skoleidræt.
  • Gratis materialer: Få adgang til inspirerende materialer og forløb, der kan hjælpe dig i din daglige undervisning.

Tilmeld dig nu og løft din idrætsundervisning til nye højder.

Tilmeld mig “Tips og tricks”

Søgning