Forside/Nyheder/Høvdingebold stopper ikke efter skolen

Nyheder

21. august 2026

Høvdingebold stopper ikke efter skolen

I Låsby har en gruppe voksne kvinder gjort høvdingebold til deres ugentlige motions- og fritidsfællesskab. Hos Dansk Skoleidræt vækker det glæde, at boldspillet og dets særlige fællesskab bliver taget med videre fra idrætstimerne og ind i voksenlivet.

Børn står sammen og griner

For mange er høvdingebold tæt forbundet med skoletiden. Med idrætstimer, hurtige kast, store redninger og en intens kamp for at få klassekammeraterne tilbage på banen.

I Låsby er høvdingebold imidlertid ikke bare et minde fra folkeskolen. Her mødes en gruppe kvinder fra 18 år og opefter i Låsby Boldklub for at spille det velkendte boldspil. I en artikel i Jyllands-Postens lokalavisers lokalaviser  fortæller spiller og træner Nathasja Iversen med et glimt i øjet, at høvdingebold måske er »verdens dummeste holdsport« – men også, at det er virkelig sjovt.

Bag den humoristiske beskrivelse gemmer der sig en fortælling om noget langt større end at kaste, gribe og undvige bolde. For kvinderne i Låsby handler høvdingebold mindst lige så meget om motion, relationer og følelsen af at høre til.

En vej ind i fællesskabet

Da Maja Kiikonen Baarsch flyttede til Låsby med sin familie, ledte hun både efter en mulighed for at bevæge sig og for at lære nye mennesker at kende. Høvdingeboldholdet blev en genvej ind i lokalsamfundet og et nyt fællesskab med andre kvinder.

Og Låsby er ikke alene. Ifølge Jyllands-Postens artikel er der også opstået kvindehold i blandt andet Aabyhøj, Lisbjerg, Hvinningdal, Aarhus, Harlev og Skovby. Holdene mødes til turneringer, udveksler erfaringer og udvikler deres egne regelsæt.

Høvdingebold er ganske vist ikke en officiel sportsgren med et voksent forbund og ét fast regelsæt. Men fællesskabet omkring spillet er i høj grad ægte. Som kvinderne fra Låsby selv formulerer det, er det »sjovt, socialt og megafedt«.

Hos Dansk Skoleidræt er det svært ikke at blive begejstret over den fortælling. For den rammer lige ind i kernen af det, Skolehøvdingebold skal kunne: skabe bevægelsesglæde og et fællesskab, som alle kan se sig selv i.

“Skolehøvdingebold handler om meget mere end at vinde kampe. Det handler om bevægelsesglæde og om det fællesskab, der opstår, når hele klassen er med både piger og drenge på samme hold. Man ser smil, grin, jubel og highfives overalt, og samtidig lærer eleverne, hvad det vil sige at være en god medspiller og en ordentlig modspiller. Når alle får en plads, og fairplay fylder lige så meget som resultatet, kan høvdingebold noget helt særligt. Derfor er det også fantastisk at se, at glæden og fællesskabet omkring spillet kan leve videre i voksenlivet,” siger Jacob Kjær Hansen fra Dansk Skoleidræt.

Fra 5. klasse til voksenlivet

Rammerne i Låsby Boldklub og ved Dansk Skoleidræts turneringer er naturligvis forskellige. I Låsby er der tale om et selvorganiseret fritidstilbud for voksne kvinder. I Skolehøvdingebold deltager piger og drenge sammen som klasse, og spillet indgår i et bevidst arbejde med trivsel, fairplay og klassefællesskab.

Men den grundlæggende oplevelse ligner hinanden.

Begge steder giver høvdingebold mennesker en fælles opgave, masser af energi og en anledning til at grine og bevæge sig sammen. Man behøver ikke at have spillet i en klub i årevis for at deltage, og oplevelsen afhænger ikke kun af, hvem der vinder kampen.

Når voksne kvinder vælger at vende tilbage til et spil, de kender fra deres skoletid, er det derfor mere end en nostalgisk tur tilbage til gymnastiksalen. Det viser, hvordan en enkel bevægelsesaktivitet kan få nyt liv og blive rammen om nye relationer, lokale netværk og et stærkt tilhørsforhold.

Det er præcis den type erfaringer, Dansk Skoleidræt ønsker at give børn og unge: oplevelsen af, at bevægelse ikke kun handler om præstationer, men også om glæden ved at være en del af noget.

Og det er fedt at se, at fællesskabet bliver taget med videre efter sidste skoledag.

Relaterede nyheder