Inspiration til Skolernes Motionsdag: 40 års tidsrejse

Årets inspirationsmateriale til Skolernes Motionsdag tager udgangspunkt i højdepunkter fra de seneste fire årtiers motionstendenser, som I kan dykke ned i hele uge 41 eller i koncentreret form på selve motionsdagen.

18. august 2022

Årets inspirationsmateriale til Skolernes Motionsdag - og dagene op til - er landet. Og i et fest-år skal der selvfølgelig ske noget helt særligt. På det store 40-års jubilæum kan I således tage med tilbage på en historisk tidsrejse i højdepunkter fra de sidste fire årtiers motionstendenser.
Programmet byder på aerobic á la Jane Fonda i 1980’erne, yoga som da det brød igennem i 1990’erne, crossfitness der første gang hittede i 00’erne og ikke mindst naturtræningsformen Animal Flow fra 10’erne.

- Det bliver en fest. Det kan vi godt love. Vi dykker ned i træningstendenser med store modpoler i tempo og intensitet. Det er for eksempel 80’ernes old school aerobic med masser af løb og hop på stedet kontra 90’ernes rolige yoga-bevægelser. Et unikt materiale, hvor eleverne på egen krop kan mærke tiderne skifte, fortæller projektleder i Dansk Skoleidræt Thea Julie Rasmussen, der står bag en del af det nye materiale.

Sådan ser ugeprogrammet til Skolernes Motionsdag 2022 ud


Mulighed for en hel emneuge
Dansk Skoleidræt har tradition for at udarbejde et materialesæt til skolerne med inspiration til en sjov Skolernes Motionsdag, så dagen indeholder andet og mere end den løbetur, som mange steder er en fast tradition. De senere år er materialet til dagen udvidet til også at indeholde inspiration til en hel emneuge med fokus på sundhed og bevægelse, da erfaringerne viser, at det er noget, mange skoler har i netop uge 41.
Hvis man som skole sætter en emneuge af til formålet i år, er der lagt op til, at mandag står i 80’ernes tegn, tirsdag 90’erne, onsdag 00’erne, torsdag 10’erne, og at fredag med Skolernes Motionsdag bliver den helt store opsamlende finale.


Inspirationsmaterialet sigter mod, at hver dag deles op i tre moduler: Et introduktionsmodul til tendensen med små opgaver i klassen – det kan fx være en video med en 80’er aerobic-konkurrence, hvor eleverne skal lokalisere, hvilke grundtrin der benyttes. Derefter et praksismodul, hvor der er fokus på høj aktivitet og mulighed at afprøve en hel time af årtiets populære motionsform, fx en times crossfitness fra 00’erne. Og slutteligt et modul med fokus på værksteder og elevinddragelse, og for nogle af årtierne også perspektiverende ud på andre tendenser i årtiet som fx mode, den teknologiske udvikling samt andre historiske milepæle.
- Årets inspirationsmateriale er mere end bevægelse. Det er et historisk tilbageblik på tiden og lidt dannelse af eleverne i samfundets udvikling – naturligvis pakket ind i en fysisk aktivitet. Eleverne får på én gang et indblik i noget større og i mange forskellige måder at motionere på gennem tiden, siger Thea Julie Rasmussen.


Materialerne kommer i forskellige kompleksitetsgrader, så der er udgaver til såvel 0. - 4. klasse som 5. – 9. klasse.
- Og så er det vigtigt at understrege, at alle lærere kan bruge materialet i en emneuge - også dem der ikke er idrætslærere. Så vi håber naturligvis, det bliver godt og bredt taget imod, siger hun.


Et koncentrat til motionsdagen
Har man ikke mulighed for at lave en hel emneuge om de fire årtiers motionstendenser, er der også en udgave af materialet, som kan bruges udelukkende som aktiviteter på Skolernes Motionsdag. Det er i udgangspunktet en times potpourri med højdepunkter fra materialet – en tidsmaskine om man vil - og dermed et koncentrat af det, man har været igennem, hvis der er afviklet en hel temauge.
Tidsmaskinen er en del af Dansk Skoleidræts forslag til et dagsprogram for Skolernes Motionsdag, hvor dette potpourri af årtiernes motionstendenser kunne ligge som stationer, man skal igennem i løbet af formiddagen inden et eventuelt motionsløb.

Find alt det nye materiale her