Forside/ /Ny AI-assistent hjælper med at få mere bevægelse ind i undervisningen

Bevægelse i skoledagenIdrætsfagetNyheder

5. august 2026

Ny AI-assistent hjælper med at få mere bevægelse ind i undervisningen

Dansk Skoleidræt lancerer AI-assistenten ”Bevæg-Else”, som hjælper lærere og pædagoger med at finde øvelser, lektionsforslag og viden til deres konkrete undervisning.

Når lærere og pædagoger i disse dage forbereder det nye skoleår, kan de få en ekstra hjælpende hånd til at gøre undervisningen mere aktiv.

Dansk Skoleidræt lancerer således AI-assistenten ”Bevæg-Else” på skoleidraet.dk. Den fungerer som både chatbot og søgeredskab, og den adskiller sig fra de gængse AI-værktøjer ved alene i sine svar og søgeresultater at tage udgangspunkt i organisationens omfattende udbud af undervisningsmaterialer, faglig viden, lektionsplaner og aktivitetsforslag.

Materialerne er udviklet og kvalitetssikret af Dansk Skoleidræts fagpersoner med baggrund i skole og idræt – og i tæt samarbejde med praksisnetværk og skolerne selv. På den måde er materialerne udarbejdet ud fra et indgående kendskab til skolens praksis, og dermed kan Dansk Skoleidræt stå inde for kvaliteten af de skræddersyede svar, man som bruger kan opnå med AI-assistenten.

Brugerne kan for eksempel bede om forslag til at træne tyske gloser med bevægelse i udskolingen eller finde lege, der styrker fællesskabet blandt de yngste elever. Eller på den større klinge fx bede om hjælp til at sammensætte en hel temauge om sundhed eller give sparring til at få børn med særlige behov med i bevægelsesaktiviteter. AI-assistenten finder og samler med andre ord relevant indhold ud fra den målgruppe og det faglige, didaktiske eller pædagogiske formål, som brugeren beskriver.

AI-assistenten tager blandt andet udgangspunkt i 1.200 øvelser og lektionsforslag i Dansk Skoleidræts aktivitetsdatabase, hvor mere end 20.000 brugere har en gratis profil. Mængden af indhold kan dog også gøre det udfordrende at finde præcis det materiale, der passer til den enkelte klasse og situation.

Et af formålene med AI-assistenten er derfor at gøre vejen fra en idé om mere bevægelse til en konkret aktivitet i undervisningen kortere.

Fra idé til aktivitet
I Dansk Skoleidræt glæder man sig over at kunne gøre det endnu nemmere for skolerne at skabe en aktiv skoledag.

– Dansk Skoleidræt har så meget materiale online, som kan hjælpe skolerne med at skabe en mere aktiv skoledag. AI-assistenten skal gøre materialerne lettere tilgængelige og ikke mindst inspirere lærere og pædagoger til at bruge dem i praksis, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Forskning og erfaringer fra skolens praksis peger på, at en aktiv og varieret undervisning kan styrke motivationen hos mange elever. Samtidig viser undersøgelser, at lærere løbende efterspørger inspiration og konkrete redskaber til at integrere bevægelse i undervisningen.

– En aktiv skoledag opstår ikke af sig selv, og AI-assistenten skaber naturligvis ikke mere bevægelse alene. Men den kan sænke tærsklen og gøre det lettere at komme fra gode intentioner til konkret undervisning. Forhåbningen er, at det kan give flere elever en skoledag, hvor bevægelse bliver en naturlig del af undervisningen, siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Fakta: Sådan kan AI-assistenten hjælpe

  • ”Bevæg-Else” er en gratis AI-assistent og et søgeredskab på skoleidraet.dk, som kan bruges både med og uden login. Ved login gives mere detaljerede svar.  
  • Brugeren kan fx beskrive klassetrin, fag, formål og den type aktivitet, der er behov for.
  • AI-assistenten kan blandt andet foreslå øvelser, lege, lektionsforløb, temauger, give sparring og relevant viden.
  • Svarene tager udgangspunkt i Dansk Skoleidræts egne, fagligt udviklede materialer, herunder aktivitetsdatabase med 1.200 øvelser og lektionsforslag.

Relaterede nyheder

Nyheder

Styr på skoleåret? Her er jeres huskeliste