Reformudspil må ikke give færre idrætstimer i de yngre klasser

Regeringens reformkommission foreslår at rykke timer i praktisk-musiske fag fra indskoling og mellemtrin til udskoling. Flere idrætslektioner vil kunne modvirke skoletrætheden hos de ældste elever, men det bliver svært at undvære timer i de yngre klasser, lyder det fra Dansk Skoleidræt i artikel på Folkeskolen.

11. maj 2023

I 2019 besluttede politikerne som led i en justering af folkeskolereformen at rykke 30 årlige idrætstimer fra mellemtrinnet til udskolingen. Det er dog først til næste skoleår, at ændringen træder i kraft i udskolingen, så det vejledende timetal kommer til at hedde tre ugentlige idrætslektioner i stedet for to.

Men på sigt kan endnu flere idrætslektioner blive rykket til senere i elevernes skoleforløb. I hvert fald foreslår Reformkommissionen i sin rapport at justere på timetallet i de praktisk-musiske fag, så flere af timerne kommer til at ligge i udskolingen. Det skal være med til at reducere skoletrætheden.

Med justeringen af timetallet fra næste skoleår gør det sig dog ikke gældende for idræt. Her hedder det vejledende timetal fremadrettet 60 timer om året fra 1.-6. klasse og 90 timer om året fra 7.-9. klasse.

Formand for Dansk Skoleidræts idrætsfaglige udvalg Malene Vissing Tønder så gerne, at der var flere idrætslektioner i udskolingen, men ikke på bekostning af andre klassetrin. 

- Det er enormt positivt, at der er fokus på idræt og bevægelse i udskolingen. Når man bruger kroppen til at lære med, giver det et afbræk i en skolehverdag, hvor der bliver brugt en del tid foran skærmen, siger hun i en artikel på Folkeskolen.

Hun er også glad for, at idræt i kommissionens rapport bliver nævnt i forbindelse med en styrkelse af de praktisk-musiske fag.

- Det særlige ved idræt er, at man er kropslige sammen, og at man er afhængige af hinanden, hvis man skal have en aktivitet til at lykkes. Vi underviser ikke kun i idræt, fordi eleverne skal op til en prøve i 9. klasse. Vi underviser i idræt for at få fysisk og mentalt hele mennesker, siger Malene Vissing Tønder.

- Jeg er selv idrætslærer både på mellemtrin og i udskolingen samt motorikvejleder i indskolingen, og jeg kan se, hvor vigtig bevægelse er alle tre steder. Jeg kan sagtens se behovet for mere idræt i udskolingen, men i den ideelle verden sker det uden at reducere det vejledende timetal andre steder.

Læs hele artiklen på folkeskolen.dk