Forside/Nyheder/Sådan får elevråd og skolebestyrelser aktive fællesskaber på dagsordenen

Bevægelse i skoledagenNyheder

4. maj 2026

Sådan får elevråd og skolebestyrelser aktive fællesskaber på dagsordenen

Dansk Skoleidræt har bidraget til Børns Vilkårs nye materiale, der skal styrke elevråd og skolebestyrelser i at fremme sunde fællesskaber i skolen.

Når fællesskaberne fungerer i skolen, kan det mærkes helt ned i maven.

Det mærkes, når en leg opstår i skolegården, og elever på tværs af årgange og vante fællesskaber får lyst til at være med. Eller når frokostpausen får et nyt liv, fordi nogen sætter sig med nogle andre, end man plejer – og madpakkerne bliver rammen om grin, ro og samtaler, hvor skuldrene sænkes. Eller når klassechatten er et trygt sted, hvor alle tør være sig selv.

Fællesskaberne kommer i mange former og sammenhænge, og de er alle vigtige for børn og unges trivsel i skolen. Derfor lancerer Børns Vilkår nu en gratis forløbsguide, der er udviklet til elevråd og skolebestyrelser i hele landet.

Den nye forløbsguide giver elevråd og skolebestyrelser et konkret redskab til at arbejde sammen om trivsel. Målet er at styrke dialogen – og omsætte den til handling i skolens hverdag.

Guiden sætter fokus på tre områder, hvor fællesskaber spiller en central rolle: Aktive fællesskaber, spisefællesskaber og digitale fællesskaber.

Her har Dansk Skoleidræt bidraget med viden om, hvordan aktive fællesskaber kan styrke både deltagelse og trivsel.

Klæder på til vigtige drøftelser
Et centralt greb er at bringe elevernes perspektiver tydeligere i spil. Samtidig får skolebestyrelser et bedre grundlag for at træffe beslutninger om indsatser, der styrker fællesskabet på skolen.

Materialet, der er muliggjort med støtte fra Novo Nordisk Fonden, er udviklet i samarbejde mellem Børns Vilkår, Danske Skoleelever, Madkulturen og Dansk Skoleidræt og udspringer af en efterspørgsel fra skoler og kommuner på konkrete redskaber til at inddrage eleverne i trivselsarbejdet.

– Dansk Skoleidræt vil gerne hjælpe med at styrke elevråd og skolebestyrelser til et tættere parløb. Ved at understøtte deres aktive stillingtagen til temaer inden for sundhed. Skolebestyrelserne har stor indflydelse på den enkelte skole, og derfor er det vigtigt, at de føler sig klædt på til at tage drøftelser og beslutninger, som vedrører elevernes trivsel og de sunde fællesskaber, siger Klaus Sig Larsen, der som projektleder i Dansk Skoleidræt har siddet med i arbejdet om den nye forløbsguide inden for aktive fællesskaber.

Relaterede nyheder

Nyt projekt skal styrke trivslen hos børn i specialundervisning
Bevægelse i skoledagen
Nyheder

Inspirationsprincip for bevægelse skal hjælpe landets skolebestyrelser

Søgning