Skab struktur frem mod prøven

Dansk Skoleidræt er nu klar med et materiale og et kursus, som skal gøre arbejdet frem mod prøven i idræt nemmere at overskue for både elever og lærere.

30. august 2022

For både lærere og elever er det en stor mundfuld at skulle op til 9. klasses prøven i idræt. Prøven indeholder mange aspekter, og det kan være svært at bevare overblikket. Dansk Skoleidræt har nu udarbejdet et materiale, som kan hjælpe til at skabe struktur over forløbet frem mod prøven.

Fokus i materialet er på vejledningen, som er opdelt i nogle faser. For hver fase er der lavet konkrete arbejdsark til eleverne, så de på sikker vis bliver guidet frem mod prøven. Denne fremgangsmåde sikrer, at eleverne – og dermed også læreren – får et overblik over, hvordan aktiviteter, tema og øvrig teori hænger sammen og kan præsenteres til selve prøven.

Materialet lægger desuden op til, at lærerens vejledningsarbejde bliver mere fokuseret, så alle grupper kan blive tilgodeset. Materialet tager udgangspunkt i modellen ”Vejledningsfisken”, som består af fire faser, eleverne skal igennem forud for prøven: ”Gruppedannelse”, ”Afklaring”, ”Udvælgelse og idégenerering” samt ”Målorientering”.

- Rent visuelt skal den hjælpe eleverne til at forstå, hvordan de i gruppedannelsesfasen kan have indtryk af, at der er rigtig mange ting at forholde sig til – hvilket der også er. I afklaringsfasen skulle de gerne få den oplevelse, at der kommer mere styr på det, så de kan arbejde målrettet og struktureret med de sidste to faser, forklarer projektleder i Dansk Skoleidræt, Anebine Danielsen, der har været med til at udarbejde materialet.

Du kan finde det nye vejledningsmateriale her

Kom på kursus
I forlængelse af det nye materiale har Dansk Skoleidræt oprettet kurset ”Optimér din vejledning til prøven i idræt”. Her bliver der gået i dybden med hele processen frem mod prøven, og her får deltagerne mulighed for at afprøve det nævnte materiale. Der er plads på onlinekurserne den 4. oktober 2022 og den 15. marts 2023.

Læs mere om kurset