Skolernes Motionsdag overgik sig selv - en festdag uden lige

Forventningerne til årets jubilæums-motionsdag var høje, og alligevel overgik dagen alt. Veloplagte elever, fantastisk vejr, konfetti, fede aktiviteter og faldskærmsudspringer var den perfekte kombination, der gjorde den 40. udgave af Skolernes Motionsdag til en historisk dag.

14. oktober 2022

Fredag d. 14. oktober kulminerede en flere måneder lang optakt til Skolernes Motionsdag, der bl.a. har inkluderet rekordforsøg, frisbee-stafet med royal deltagelse, udgivelse af inspirationsmateriale til skolerne, tegnekonkurrence på de officielle diplomer og meget mere. Allerførste udgave af motionsdagen blev i 1982 afholdt på Fyn, og derfor blev jubilæumsdagen også markeret med et stort event i samme del af Danmark – nemlig på Birkhovedskolen i Nyborg.

 

Fælles dans og aktiviteter hyldede de fire årtier

Skolegården blev langsomt fyldt op, lyden af elevernes summen blev højere og lyden fra mikrofoner og musikanlæg, der blev testet, rungede ud i skolegården. Fredag morgen var stemningen og forventningens glæde til at tage og føle på blandt de 450 veloplagte elever, der stod klar under blå himmel på Birkhovedskolen. De blev budt velkommen af både borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muus og skoleleder Lars Busk Svendsen:


- I dag er en god, sjov og glad dag, hvor vi skal hjælpe hinanden. Vi skal huske lige at kigge til siden, og se om alle er med. I dag er vi faktisk en del af et kæmpe fællesskab. Vidste I godt, at mere end en halv million børn i Danmark er i gang i dag? Det er de – og det er bare fedt!


Dagen blev herefter skudt i gang med fælles opvarmningsdans for hele skolen, hvor 8. årgang dansede for. Dansen indeholdt trin fra både 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne, og på den måde fik eleverne udtrykt jubilæet gennem deres glade moves.

Dansen blev til stor jubel afsluttet med en kæmpe konfetti-regn i alle verdens farver. Eleverne var efterfølgende rundt og lave jubilæumsaktiviteter, der indeholdt motionstendenser fra de sidste fire årtier, helt konkret yoga, CrossFitness, aerobic og Animal Flow. Eleverne gik rundt i hold, der var sat sammen på tværs af årgange, og derfor blev eleverne rystet endnu tættere sammen på kryds og tværs af klasser. Filippa Nielsen fra 9.b gik rundt med elever fra 0. klasse og fra 4. klasse.


- Det er dejligt med sådan en dag som i dag. På en normal skoledag får vi ikke bevæget os så meget, kun i frikvarterne, så det er godt at få rørt sig. Og så er det rart at være sammen med de yngre også, og at lære dem at kende. Det giver noget tryghed, at de kan komme til os og at de kender os – også alle andre dage end i dag, sagde Filippa Nielsen.


Faldskærmsudspringere satte løb i gang

Efter en god frokostpause blev skolens elever samlet på en stor plads tæt på skolen, hvor programmet stod på løb ”som i lærernes unge dage”. Men bedst som eleverne stod klar kom et fly til syne på himlen. Ud fra flyet hoppede tre faldskærmsudspringere – to med røg og en med et stort banner med ”Skolernes Motionsdag”. Og det var lige den spænding, der skulle til at kickstarte det mere traditionelle motionsløb, eleverne herefter prøvede kræfter med, inden de kunne gå på velfortjent efterårsferie.

Mange gæstede Birkhovedskolen i løbet af morgenen og formiddagen. Udover en række medier, der bl.a. talte DR, der sendte live til TV-avisen og P4 var også Alliancen for Idræt og Bevægelse i Skolen. Alliancen består af politikere og beslutningstagere fra organisationer, styrelser og fonde, og de var inviteret af Dansk Skoleidræt for at komme ud og opleve dagen på tæt hold.


Tak til landets skoler for at give den max gas hele dagen – god efterårsferie!


Se billeder fra dagen her:

Fotos af Johnny Wichmann.