Forside/Nyheder/Undervisningsministeren åbner Skolernes Motionsdag

Nyheder

10. oktober 2023

Undervisningsministeren åbner Skolernes Motionsdag

Fredag den 13. oktober trækker danske skoleelever over hele landet i idrætstøjet til en aktiv dag med bevægelse, trivsel og fællesskaber i fokus. Skolernes Motionsdags officielle åbning foregår på Brøndbyøster Skole, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye deltager.

børn løber sammen

Der venter de 1.000 elever på Brøndbyøster Skole i Brøndby Kommune en stor idrætsoplevelse på Skolernes Motionsdag. Årets festlige højdepunkt for bevægelse i skolen byder på aktiviteter både med og uden løbesko, og der vil være masser af røde kinder og sved på panden, når eleverne giver den gas fredag den 13. oktober. Skolen har ligesom andre rundt omkring i landet sat en del af programmet af til trivselsaktiviteter.

– Der er så meget glæde og fællesskabsfølelse over Skolernes Motionsdag. Det skruer vi helt op for med en række trivselsfremmende aktiviteter i årets inspirationsmateriale til skolerne. Skolernes Motionsdag er en oplevelse og en festdag, som markerer vigtigheden af idræt og bevægelse i skolen, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt – organisationen som opfandt dagen i 1982.

Deltagelse af Mattias Tesfaye
På Brøndbyøster Skole deltager en særlig gæst. Undervisningsminister Mattias Tesfaye vil nemlig sætte dagen i gang kl. 9.00 og deltage i skolens aktiviteter den næste time. Det sker som en slags officiel markering af, at elever landet over er aktive samtidig på det, der med omkring 650.000 deltagende skoleelever i Danmark kaldes verdens største motionsevent for skolebørn.

– Vi husker bedre alt det, vi skal lære i skolen, når undervisningen engang imellem bevæger sig ud af klasselokalet og tættere på virkeligheden. Vi skal ud på boldbanen, på legepladsen og i naturen, så vi kan bruge vores sanser og vores krop i samspil med andre. Så vi lærer, at vi er sammen om det. Derfor er jeg også glad for, at Skolernes Motionsdag år efter år er med til at sætte fokus på vigtigheden af en varieret skoledag fuld af bevægelse, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

På Brøndbyøster Skole glæder man sig til en spændende og aktivitetsrig dag.

– Vi er stolte over at være værtsskole for åbningen af årets Skolernes Motionsdag. Vi er en skole, der dagligt prioriterer masser af bevægelse i undervisningen, og vi glæder os til en aktiv og glad dag, hvor vi sammen med Dansk Skoleidræt har sammensat et spændende program, hvor bevægelse sammen og fællesskab på tværs af årgange er vigtige ingredienser, siger Beate Odgaard, skoleleder på Brøndbyøster Skole.


Gå på opdagelse på skolernesmotionsdag.dk, hvor du bl.a. kan finde årets officielle opvarmningsdans, inspirations-materiale til dagen og registrere at din skole holder Skolernes Motionsdag, og måske vinde fede præmier. Gå til skolernesmotionsdag.dk lige her.

Relaterede nyheder

Søgning