IdrætsfagetNyheder
12. december 2024
Vi har hørt jer: Nyt forløb skal øge motivation og deltagelse i idræt
Vi har spurgt jer idrætslærere, hvad I ønsker hjælp til. Flere efterspørger inspiration til at øge elevernes motivation og lyst til deltagelse. Et universelt problem, som mange idrætslærere nok fra tid til anden kæmper med.
Udfordringen med elevernes manglende lyst til deltagelse i idræt resulterer nu i et nyt forløb til faget. Forløbet udkommer til henholdsvis indskoling, mellemtrin og indskoling, og det tager udgangspunkt i at motivere eleverne gennem elevinddragelse og medbestemmelse. Forløbet er bygget op over tre moduler, og undervejs skal eleverne selv sætte ord på deres motivation for at dyrke idræt. I forlængelse af dette skal de selv udvikle aktiviteter – fx motorikbaner – ud fra deres foretrukne motivationsform.
Projektleder hos Dansk Skoleidræt Mona Kvistgård Johansen er én af hjernerne bag forløbet, hvor kodeordene er fællesskab, leg, motivation og medbestemmelse.
– Ved at sætte ord på deres egen motivation får eleverne en stemme, og de skal derefter tilpasse aktiviteterne til deres foretrukne motivationsform – om det så er konkurrence, sjov og leg, fællesskab, sundhed eller at dygtiggøre sig, siger hun.
I slutningen af forløbet skal alle elever fremvise en eller anden form for bevægelse for hinanden, og her er det vigtigt, at undervisningen rummer elevernes forskelligheder og indeholder afveksling. Det kan både være kampsport, yoga, gøgleri, dans eller noget helt femte.
– Det er vigtigt at bygge et trygt fællesskab, hvor anerkendelse og rummelighed er i centrum. Fællesskabet bliver tryggere og tættere, når man kender hinandens motivation for at deltage. Det er vigtigt at have en åben dialog om dette, og som bonus får man en større forståelse for, hvornår det er ”svært” for ens elever at deltage, forklarer Mona Kvistgård Johansen.
Forløbet hedder i indskolingen Motorik, leg og akrobatik, mens det i mellemtrin og udskoling hedder Motiverende fællesskaber. Det dækker indholdsområdet Kropsbasis, som flere idrætslærere også har efterspurgt nyt materiale til.
Download materialet herunder eller gå på opdagelse i alle vores gratis forløb på siden ”Forløb og aktiviteter”