Hjørnequiz

Hjørnequiz
Formålet er at eleverne træner deres ordforråd og hurtige tankegang gennem en aktiv quiz, hvor man bevæger sig for hvert rigtigt svar.
- Lav en firkant (flere hvis I er flere grupper) og markér de fire hjørner med nummer 1, 2, 3, og 4.
- Alle eleverne starter ved hjørne 1, på nær én, som skal være quizmaster.
- Sammen skal I beslutte den første kategori i quizzen. Det kan fx være drengenavne. Quizmasterens opgave er at sige alfabetet inde i hovedet, og når en af de andre siger stop, siges det bogstav, masteren er nået til, højt. Hvis det fx er K, gælder der om hurtigst muligt at sige et drengenavn med K.
- Den, der er hurtigst, må rykke videre til det næste hjørne.
- Quizmasteren siger igen alfabetet, og deltageren, der vandt sidste runde, siger ”stop”. Quizmasteren siger bogstavet højt, og den, der er hurtigst, må rykke videre til det næste hjørne.
- Når man kommer til hjørne 4, laver man en jubelscene og løber tilbage til hjørne 1 og er med igen.
- Byt evt. quizmaster og kategori efter 3-5 omgange.
Materialer
- Markering til de fire hjørner
Variation og deltagelsesmuligheder
- Skrift kategorien undervejs. Det kan fx være hovedstæder, lande, slik, ordklasser, dyr mm.
- Legen kan med fordel leges udenfor, hvis I fx har fire træer, der står i en firkant eller et legestativ med fire pæle. Legen kan også foregå på en multibane eller fodboldbane, så der skal løbes lidt længere.
Denne leg er god til Legepatruljen.