Forside/Nyheder/Store og små gav den gas sammen, da ministeren åbnede Skolernes Motionsdag

Nyheder

9. oktober 2026

Store og små gav den gas sammen, da ministeren åbnede Skolernes Motionsdag

Undervisningsminister Magnus Heunicke var med, da Skolernes Motionsdag blev skudt i gang på Ordrup Skole. Her var omkring 600 elever samlet til en dag, hvor store og små elever hjalp hinanden gennem en masse sjove aktiviteter.

Solen skinnede fra en blå himmel, da eleverne fredag morgen begyndte at stimle sammen på boldbanen ved Ordrup Skole.

Der var både spænding, begejstring og nysgerrighed i luften. Og det ikke uden grund, for der var fint besøg, da årets Skolernes Motionsdag officielt blev sat i gang af undervisningsminister Magnus Heunicke og Gentoftes borgmester Michael Fenger.

Efter borgmesterens velkomst holdt undervisningsministeren en kort peptalk til eleverne. Her fremhævede han blandt andet betydningen af at gøre ting sammen – netop et centralt omdrejningspunkt for dagens aktiviteter. Derefter talte han ned fra ti, inden hele skolen kastede sig ud i Skolernes Motionsdags opvarmningsdans. Den blev taget to gange – og anden omgang med et brag af en festlig omgang konfetti over eleverne.

– Brug nu det, at bevægelse er en superkraft, vi kan putte ind i skoledagen, lød det fra Magnus Heunicke.

Ministerens besøg markerede den officielle åbning af Skolernes Motionsdag, som samme dag samlede omkring 650.000 elever på skoler over hele landet.

Store hjælper små
På Ordrup Skole var fællesskabet mellem elever på tværs af alder helt konkret.

Små elever gik sammen med de større på vej mellem posterne, og de ældre elever guidede og heppede på de yngste. Ved en af aktiviteterne stod elever fra forskellige årgange hånd i hånd og skulle få en hulahopring hele vejen rundt i kæden uden at slippe hinanden – en opgave, der blev lidt ekstra udfordrende, når en elev fra 6. klasse stod ved siden af en fra 0. klasse.

Forud for dagen havde skolen gjort ekstra ud af at forberede de ældre elever på deres særlige rolle.

– Vi har talt med de store elever om, at de skal være gode forbilleder. De små glæder sig helt vildt til dagen, og det skal de store være klar til at tage imod. Stor-lille-relationen og trivslen er en vigtig del af motionsdagen, fortæller lærer Anders Skanderup fra Ordrup Skole.

Fra konkurrence til fælles udfordring
Årets motionsdag markerede samtidig en ændring i skolens traditioner.

Det var første gang, at Ordrup Skole arrangerede Skolernes Motionsdag på tværs af årgangene. Tidligere har de yngre og ældre elever typisk haft hver deres aktiviteter, men skolen ønskede i år at gentænke dagen og bruge den mere målrettet som en trivselsindsats.

Derfor var konkurrencen mellem klasser og årgange også tonet ned. I stedet samlede eleverne point sammen som skole på en række forskellige poster. Blandt aktiviteterne var scorings-, huske-, kaste- og hulahop-challege.

Dagens samlede pointtal skal skrives på en pokal og gemmes, så eleverne næste år kan forsøge at slå skolens egen rekord.

En dag med perspektiv
Skolernes Motionsdag begyndte i 1982 som et motionsløb, men har gennem årene udviklet sig til at rumme mange forskellige former for aktiviteter. I år har Dansk Skoleidræts inspirationsmateriale særligt fokus på fællesskab og relationer mellem store og små elever, og det var det tema, motionsdagen på Ordrup Skole talte ind i.

– Det fantastiske ved Skolernes Motionsdag er, at skolerne kan skabe deres egen dag. Nogle børn elsker konkurrencer og høj puls, mens andre bliver grebet af legen eller af at løse en udfordring sammen med andre. Jo bredere paletten er, desto større er muligheden for, at flere børn får en god oplevelse med at være aktive, siger Morten Jørgensen, formand for Dansk Skoleidræt.

Relaterede nyheder

Bevægelse i skoledagen
Idrætsfaget
Nyheder

Undervisningsministeren åbner Skolernes Motionsdag på Ordrup Skole

Bevægelse i skoledagen
Idrætsfaget
Nyheder

650.000 elever er aktive på Skolernes Motionsdag – potentialet rækker langt ud over dagen