Aktivitet
Bogstavjagt

Bogstavjagt
Formålet med aktiviteten er, at eleverne træner stavning.
En masse mælkelåg med bogstaver på fordeles ud på et område (gerne minimum to af hvert bogstav til en klasse – de sværeste bogstaver kan evt. fjernes). Eleverne sættes sammen i mindre grupper á 2-4 elever og placeres ved et startområde.
En elev fra gruppen henter et mælkelåg, mens de andre elever laver en forudbestemt bevægelse (fx sprællemænd, hop på stedet, skihop, twisthop, osv.). Når eleven kommer tilbage med mælkelåget, skal eleverne i fællesskab finde på tre ord, der starter med det bogstav. De kan enten sige ordene til underviseren eller skrive ordene ned på et stykke papir, afhængig af elevernes færdighedsniveau. Bagefter henter en ny elev et nyt mælkelåg, og legen slutter, når der ikke er flere mælkelåg.
Materialer
- Mælkelåg med bogstaver på (skriv ét bogstav pr. mælkelåg – minimum to af hvert bogstav til en klasse. Bestem selv, om det skal være store og/eller små bogstaver)
- Evt. papir og blyanter
Variation og deltagelsesmuligheder
- Med få elever i klassen kan der også øves simpel stavning ved at lægge nogle objekter med korte ord, fx ko, ske, sko, bil, osv., i den ene ende af lokalet og bogstaverne i den anden ende af lokalet med en mindre forhindringsbane af fx borde og stole, kegler, m.m. imellem. Eleverne skal nu stave til et ord ved at løbe gennem forhindringsbanen og hente ét mælkelåg ad gangen, som de lægger ved objektet indtil ordet er stavet.