Aktivitet
Løb med tabeller
En kegle placeres i midten af et afgrænset areal, og i en cirkel tæt rundt om denne kegle placeres 10 toppe med tilhørende kort, der forklarer opgaven. I passende afstand til den midterste kegle placeres ligeledes i en cirkel 10 små kasser (med tallene 1-10). Så toppen med opgavekort 1 fører ud til kasse nr. 1, toppen med opgavekort 2 fører ud til kasse nr. 2 osv. I de nummererede kasser lægges et antal rørperler eller lignende (ca. 10-40 stk. i hver kasse, færrest i kasse nr. 1 og flest i kasse nr. 10).
Eleverne går sammen to og to og skal nu gå fra opgave til opgave. Parrene fordeles ved opgaverne, læser opgaven og udfører den (fx den ene person kryber som en slange ud til kasse nr. 1, henter to rørperler og kryber tilbage igen til toppen).
Sammen tæller de rørperlerne og noterer det ned på løsningsarket. Herefter går de i gang med den næste post og så fremdeles, indtil de har været igennem alle poster.
Det er meningen, at de to elever i makkerparret på skift udfører øvelsen ved posten. Når alle er færdige, samles alle i klassen og gennemgår resultaterne.
Materialer
10 kort og løsningsark, (her med to-tabellen som eksempel), 10 kasser/spande/skåle (med tallene 1-10 på) med rørperler i, 11 toppe/kegler, blyanter/kuglepenne