Aktivitet
Street handball
Street handball
Formålet med denne aktivitet er, at eleverne får en god oplevelse med en bold og lærer at samarbejde med hinanden.
Streethandball kan spilles til ét eller to mål og med en almindelig håndbold eller en anden blød bold. Der spilles med 6-10 elever per bane med 3-5 spillere på banen ad gangen per hold. Der kan justeres på holdstørrelsen alt efter deltagerantallet, men da banen ikke skal være for stor, er det en fordel at holde sig på max 10 spillere på banen på samme tid. Der kan vælges flydende udskiftning, hvor spilleren, som afslutter angrebet, løber ud og skifter i en slags rotationsordning.
Regler og anbefalinger for street handball
- Der må ikke dribles med bolden. (Med en original streethåndbold er det heller ikke muligt).
- Der må maksimalt tages tre skridt med bolden.
- Kropskontakt er ikke tilladt.
- Keeperen er en ekstra spiller i angrebet, således at det angribende hold er en spiller i overtal.
- Scoringssystem: Det anbefales, at der ikke spilles med at tælle mål/point. Det vigtigste er at have det sjovt.
- Lad spillet “flyde” og undgå for mange spilstop. Fx ved overtrådt, fire skridt osv. Bruges der fysisk kontakt, tackling, skub, osv. mod en spiller, gives der straffekast.
- Der behøves ingen dommer, da spillerne selv dømmer ud fra fair play. Dog kan der vælges en spil-vejleder.
- Kun målmanden må befinde sig i målfeltet. Den eneste undtagelse er, hvis en angribende spiller springer ind over feltet og afslutter inden landing, ligesom i almindelig håndbold. Man forsvarer med en målmand i målet, resten dækker op rundt omkring målfeltet.
- Målfeltet består af en halvcirkel/bue i 3-4 meters afstand fra målet.
Street handball til ét mål
Street handbold til ét mål spilles ved at begge hold skiftes til at score. Spillet sættes i gang ved, at det ene hold starter oppe ved en startkegle ca. 10 meter fra målet.
Der spilles i 2 x 5 minutter.
Når det angribende hold har mistet bolden, enten ved mål, skud eller tabt bold, skal alle fra det forsvarende hold ned og runde startkeglen, inden de må angribe.
Street handball til to mål
Der spilles med to hold. Keeperen spiller med i angreb, så det angribende hold er i overtal. Efter en scoring sættes spillet i gang fra mål. Efter et afsluttet angreb skal det angribende hold hjem og stå på målfeltmarkeringen, hvor der dækkes op. Det er ikke tilladt at fiske efter bolden. Bold og spiller skal være over midten, før der må skydes mod mål.
Materialer og faciliteter
- Et mål
- En streethandball (en almindelig håndbold eller en anden blød bold kan også bruges)
- Udendørs: Afmærkning af banen, fx kridt, tape, kegler eller lignende, brug evt. jeres multibane.
- Indendørs kan man spille på minihåndboldbaner.