Alle børn med i idrætsfaget
Inkludér børn med særlige behov og skader i idrætsfaget
Didaktiske greb og mindset er afgørende
Har du elever i din idrætsundervisning med kognitive eller fysiske funktionsnedsættelser, og mangler du viden om og inspiration til, hvordan du kan gå dem med i undervisningen, så er du kommet til det rette sted.
På siden her finder du en række værktøjer, materialer og didaktiske greb, du som underviser kan anvende til at få flere elever til at deltage i din idrætsundervisning. Materialet kan både hjælpe dig, der har elever med fysiske handicaps og skader såvel som dig, der har elever med kognitive funktionsnedsættelser og modstand mod idræt.
Ud over konkrete redskaber vil du også på siden her finde tekster og værktøjer, der forsøger at skubbe til mindsettet omkring idrætsfaget. Det skal nemlig ikke være et spørgsmål om eleverne deltager, men hvordan.
Du finder også materialer til forældresamarbejdet, teamrefleksion og gode aktiviteter til idrætsundervisningen – inklusiv en masse tilpasningsmuligheder.
Hvad betyder særlige behov?
Nå vi snakker om børn med særlige behov i idrætsfaget, menes en bred målgruppe af elever, der af forskellige årsager har brug for tilpasning af idrætsundervisningen i kortere eller længere tid. Det dækker bl.a.:
- Børn med fysiske funktionsnedsættelser (bevægelse, høre og syn, herunder også midlertidige skader)
- Børn med kognitive funktionsnedsættelser (fx ADHD, autistmespektrumforstyrrelse og angst).
Hos Dansk Skoleidræt tror vi på, at alle børn skal gives lige muligheder for at deltage – men ikke alle deltager på lige vilkår. Derfor er tilpasning nødvendigt, så eleverne ikke oplever deres funktionsnedsættelser som et handicap eller barriere for deltagelse.
Målet med siden her er at hjælpe undervisere i idrætsfaget med værktøjer, de kan bruge til at mindske de barrierer, så flest muligt af deres elever deltager og oplever sig inkluderet i fællesskabet i idræt.
Kunsten at behandle børn lige, men ikke ens
Idræt kan være fuld af regler, konkurrencer og sammenligninger, der skal sikre, at alle deltager med samme vilkår. Men idrætsfaget er også meget mere end det. I idrætsfaget skal eleverne opleve, begejstres, lege, mærke og erfare, hvad idræt er og kan for dem.
Elever i folkeskolen er samtidig en mangfoldig gruppe, der ikke har samme vilkår for at deltage i idræt. Det er derfor undervisernes ansvar at forsøge at tilpasse sin undervisning og dermed give eleverne så tæt på lige vilkår for at kunne deltage, som muligt. For kun på den måde får eleverne mulighed for netop at opleve, erfare og begejstres over, hvad idrætten kan.
Det er dog uden tvivl også en udfordrende opgave at differentiere sin idrætsundervisning. Derfor finder du her på siden en række konkrete værktøjer og didaktiske greb, der kan hjælpe dig godt på vej med dette arbejde.
deltagelse i idræt
Hvordan kan deltagelse ud?
Idrættens natur er ofte forbundet med regler og dermed meget faste former for deltagelse. Med inklusion for øje kan det være svært at holde fast i, at deltagelse ser ud på bestemte måder. Derfor er et mindset om, at deltagelse i idrætsfaget kan se ud på mange forskellige måder, det første skridt mod inklusion.
Fx kan det også være deltagelse, når en elev er:
- Socialt og fagligt deltagende, fx som observatør eller “træner”
- Kropsligt og fagligt deltagende, fx øver sig på en færdighed uden social interaktion
- Fagligt deltagende, fx analyserer et spil eller løser en faglig opgave.
Perifer deltagelse: Deltagelse kan for nogen elever også være en proces, hvor de starter perifert ved at observere, for senere at bevæge sig hen til aktiviteten og måske få en rolle i aktiviteten og til sidst deltage i aktiviteten.
Redskaber til børn med kognitive funktionsnedsættelser
Konkrete redskaber, du kan anvende før og under din idrætsundervisning for at gøre det nemmere for dine elever med kognitive vanskeligheder at deltage. Det er ikke alle redskaber, der giver mening for alle elever – så brug dem, du finder relevante for dig, din undervisning og din klasse. Se også de didaktiske greb.
Redskaber til børn med fysiske funktionsnedsættelser og skader
Konkrete redskaber, du kan anvende før og under din idrætsundervisning for at gøre det nemmere for dine elever med fysiske funktionsnedsættelser og skader at deltage og dermed sænke antallet af fritagelser fra idræt. Se også de didaktiske greb.
Aktivitetsforslag til idræt
Her finder du en masse gode aktiviteter til idrætsundervisning med tilpasningsforslag til børn med særlige behov. Der er både generelle tilpasningsforlag, tilpasninger til børn med kognitive vanskeligheder, synsvanskeligheder og hørevanskeligheder.
Forældresamarbejde
Forældre kan spille en afgørende rolle for elevernes deltagelse i idrætsfaget. Her finder du redskaber til både det fælles forældremøde med klassens forældre samt logbogen til det udvidede samarbejde med enkelte forældre til børn med særlige behov.
Tjeklisten: Kom godt i gang
Du har en elev på dit idrætshold, som har en funktionsnedsættelse – hvad gør du for, at denne elev får lige så meget ud af idrætstimerne som sine klassekammerater?
Du starter med Tjeklisten. Tjeklisten er din guide – fra du finder ud af, at du skal have et barn med funktionsnedsættelse til idræt, til du står i hallen og skal lave idrætsundervisning, som sikrer, at alle børn aktiveres, opnår læring samt oplever, at idræt både er sjovt og fællesskabsfremmende. Tjeklisten guider dig igennem forskellige punkter, der hver især kan være behjælpelige i din forberedelse. Under de enkelte punkter linkes videre til de andre materialer i projektet, der uddyber og konkretiserer indsatserne.
Teamrefleksion
Med plakaten Teamrefleksion kan du og dit team få inputs til gode drøftelser omkring, hvordan I håndterer børn med særlige behov i jeres idrætsundervisning. Lad jer inspirere af spørgsmålene eller find på jeres egne.
Slut eventuelt af med at lave nogle leveregler eller en intern kontrakt for de regler og tilgange, I beslutter jer, så I ved, at I har samme linje i alle idrætstimer. I kan med fordel inddrage eleverne i denne proces.