Bevægelse vækker eleverne

Ringe Kost- og Realskole er en skole for elever, der af den ene eller anden årsag ikke kan bo hjemme, og som oftest har markante sociale udfordringer i bagagen. Skolen har fået en masse bevægelse ind i elevernes hverdag som følge af et samarbejde med Dansk Skoleidræt under navnet ”Aktive og sunde kostskoleelever”, der er støttet af Sundhedsstyrelsen.

Projektet skal skabe bevægelsesglæde hos skolens elever – og inspirere andre kostskoler til at gå samme vej. I den forbindelse har hele skolens personale været på fem workshops for at få konkrete øvelser, inspiration og sparring til arbejdet med at skabe en mere varieret skoledag for eleverne.

Dansk Skoleidræts magasin “Idræt i Skolen” har besøgt skolen i forbindelse med en workshop for personalet. Her skal 7.A have dansk i hallen i stedet for i klasseværelset, og de får selskab af fire elever fra 7.B. Lærerne Steen Bolding og Charlotte Lindberg sætter musik på og går i gang med at forklare aktiviteten. Det er sten-saks-papirludo, hvor eleverne dyster klasse mod klasse. Det gælder om at rykke sin brik frem på banen for hver gang, man vinder i sten-saks-papir. Når et hold når ned for enden af banen med sin brik, skal man svare på en række dansk-faglige spørgsmål, der skal godkendes, før man endelig kan
kalde sig det vindende hold. Eleverne lægger stille og roligt ud med at lunte frem og tilbage, men inden længe bliver der løbet, high fivet, jublet højlydt, klappet og heppet: ”Kom så, Sascha – du har gjort det før, du kan godt igen!”
Lærer Charlotte Lindberg går forrest og bidrager med god stemning. Med et kommentatorspor, der indeholder sætninger som ”SÅ er vi i gang – kan I mærke det?” og ”Never give up, jeg kan mærke et come back på vej!” er det næsten umuligt for eleverne ikke at blive smittet af entusiasmen. Og det er noget, Jessica fra 7.B har lagt mærke til:

– Jeg elsker vores lærere! De har så meget energi. Og hvis man tror, at der er noget, man ikke kan – så ser man de voksne gøre det først, og så tør man bedre prøve det selv også. Jessica fortæller, at hun synes, at det er meget sjovere at have dansk på den her måde end ”normalt”.

– På den her måde er der mere fællesskab. Du socialiserer dig mere med de andre i stedet for bare at sidde på din stol. I starten syntes jeg, at det var lidt svært det her med bevægelse. Jeg var ny, og jeg vidste ikke, om jeg kunne gøre det godt nok. Men det tænker jeg slet ikke over mere, fordi vi har fået et godt fællesskab, fortæller hun.

Ny og forandret praksis
Da vi taler med Charlotte Lindberg fortæller hun, at hun altid har haft bevægelse som en del af sin undervisning, men ofte mere som afbræk i form af brain breaks.

– Jeg tænker bevægelse mere ind i min undervisning nu, fordi jeg nu også kobler det med det faglige stof. Vi lavede fx et forløb, der hed ”Livet på godt og ondt”, hvor eleverne skulle vise temaer med kroppen – det kunne være sorg eller forelskelse. Og da vi så noget tid efter talte om det, sagde en af eleverne: ”Kan I ikke huske, at det var der, hvor vi brugte kroppen til at vise det?” Det var dét, der gjorde, at hun lige kunne huske det. Og det er fedt – de kan jo reelt set bruge den her bevægelse til noget, når det får dem til at huske det bedre, siger hun.

Charlotte Lindberg fortæller, at hun nærmest kan se en forvandling på eleverne, når de går i gang med bevægelsesaktiviteter.

– Bevægelse vækker dem. Det vækker noget i dem, som jeg ikke altid kan i min øvrige undervisning. I klassen kan de godt have tendens til at sidde og sove lidt, og synes at det boglige er hårdt, og skolen er noget lort – så er det rart for dem at komme over og bevæge sig, når vi går i hallen. Stort set alle kan pludselig tale med alle, og de får et smil på læben, når de bevæger sig – uanset om de kan lide idræt eller ej, så længe øvelserne er tilpasset. Det er jo det, idrætten kan! Når du kommer ind i det flow, så glemmer du facaden, siger hun.

Lukkede døre er et godt tegn
Skoleleder Jakob Gershøj fortæller, at det har krævet lidt mod af det pædagogiske personale at kaste sig ud i en ny måde at tilgå undervisningen på.

– Det her med at turde miste kontrollen lidt, det har været en hurdle at skulle over. Med de her elever kan man godt bruge lang tid på at sætte rammen og bare lande i klassen eller i en aktivitet. Så det med at turde bryde den ”ro”, man har fået skabt – det er lige noget, man skal over. Men jeg synes, det går godt. Vi oplever, at eleverne på eget initiativ opsøger bevægelsen, fortæller han.

Fra Jakob Gershøjs kontor kan han se ud på de gange, som klasseværelserne ligger på. Og han har bidt mærke i en forandring:

– Førhen rendte eleverne ud og ind af klasselokalerne af de døre. Det gjorde de, fordi de ikke kunne være i lektionerne. De havde brug for luft og pauser. Og der kunne de godt finde på at sige ”fuck dig” eller lige skubbe til en klassekammerat for at få at vide, at de lige skulle gå ud lidt. Nu får de afbræk og variation i selve timerne, og det betyder, at de slet ikke har samme behov for at afbryde timerne og komme ud. Så dørene er meget lukkede nu – og det er jo et godt tegn.