Dansk Skoleidræt etablerer Skoleidrættens Hus

Dansk Skoleidræt flytter og skal fremover have til huse i den tidligere Nørretorv Skole centralt i Nyborg. Ambitionen er at skabe Skoleidrættens Hus med indbydende rammer og aktiviteter, som får stedet til at summe af liv, og som aktivt synliggør organisationens virke med et mødested for alle aktører i Danmark, der arbejder med skoleidræt.

02. september 2022

Dansk Skoleidræt er på vej med et af de mest banebrydende initiativer i organisationens snart 76-årige historie. I februar 2023 flytter Dansk Skoleidræt således ind i den tidligere Nørretorv Skole på Nørrevoldgade 37 centralt i Nyborg.

Stedet får navnet Skoleidrættens Hus, og tanken er at skabe en base for Dansk Skoleidræt, som på mange måder er mere synlig og tilgængelig for omverdenen end den nuværende placering på Lindholm Havnevej.  

- Nørretorv Skole er i sin arkitektoniske form en smuk gammel byskole. Det er et stort og flot bygningsværk med en masse historiske udtryk. Mange børn har haft deres skolegang her, og det vil Dansk Skoleidræt bruge aktivt i fortællingen af, hvem vi er, og hvem vi er til for: eleverne i den danske grundskole. Det er visionen, at bygningen i sig selv skal udgøre et artefakt for de værdier, midler og mål, som vi arbejder efter hver dag. Bygningen skal emme af skoleidræt, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Dansk Skoleidræts generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt og arkitekt Stefan Vig


Et nationalt mødested

Dansk Skoleidræt vil med det nye domicil skabe et sted, som udover at huse det 23 mand store sekretariat bliver kendt som et aktivt og åbent hus for de møder, konferencer og kurser, som organisationen løbende afholder. En form for nationalt mødested for alle aktører i Danmark, der arbejder med idræt og bevægelse i skolen – organisationens mange frivillige såvel som alle de eksterne samarbejdspartnere. I den sammenhæng er der store forventninger til det nye Skoleidrættens Hus.

- Dansk Skoleidræt skaber dagligt smil og røde kinder for tusindvis af skoleelever gennem vores arbejde med at skabe mere og bedre idræt og bevægelse i skolen. Det er vi stolte af, og det vil vi gerne være endnu mere tydelige omkring. Derfor er vi enormt glade for, at der er opstået en mulighed for at flytte ind i en helt unik bygning. Skabelsen af Skoleidrættens Hus er endnu et skridt for Dansk Skoleidræt. Vi har mange ting i støbeskeen og store planer for fremtiden, siger Bjørn Friis Neerfeldt.


Den nye bygning ligger tæt på nogle af de største skoler i Nyborg i form af Birkhovedskolen og Nyborg Private Realskole. Dette naboskab ønsker Dansk Skoleidræt at anvende aktivt med henblik på nye faglige samarbejder. Lignende lokale samarbejder er allerede godt i gang på andre fronter, fx gennem ”Living Lab Nyborg”, hvor Dansk Skoleidræt, Nyborg Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Firmaidrætten sammen udvikler og afprøver nye indsatser og initiativer, som skal resultere i mere bevægelse for borgerne. Skoleidrættens Hus vil få en central rolle i det samarbejde.


Stærkt samarbejde med lokal arkitekt

Dansk Skoleidræt deler aktuelt adresse på Lindholm Havnevej med VIG Arkitekter, og det er en flere år lang dialog med ejer Stefan Vig, som nu fører til flytningen.


Stefan Vig har investeret i Nørretorv Skole med ønske om at renovere den i respekt for arkitektur og historik. Dansk Skoleidræt kommer til at leje sig ind hos Stefan Vigs ejendomsselskab, og han får selv tegnestue på adressen.


- Jeg er enormt glad for, at aftalen med Dansk Skoleidræt er kommet i stand. Ambitionerne for Skoleidrættens Hus er store, og jeg glæder mig til fra nærmeste hold at følge udfoldelsen af planerne, og til at vi skaber et hus, der vil give masser af liv til Nyborg. Huset bliver et helt andet aktiv for byen, end hvis der var lavet lejligheder i bygningen, siger Stefan Vig.


Dansk Skoleidræts adresse var fra 1946 til 1976 i Vanløse, men siden har organisationen holdt til i Nyborg. Fra 1976 til 1986 i en villa på Kastanievej 2, fra 1986 til 2000 i nogle af de bygninger på Østerøvej, der i dag huser Sinatur Hotel Storebælt, og siden år 2000 i de nuværende lokaler på Lindholm Havnevej 31.


Læs meget mere om Dansk Skoleidræt her.