til tovholderen

Kom godt i gang med aktive frikvarterer

Kom godt i gang

Er du tovholder for Legepatrulje eller Gameboosters er du en vigtig person for at støtte eleverne, hjælpe dem og holde motivationen oppe. Her på siden kan du blive klogere på, hvordan I starter op med aktive frikvarterer på jeres skole, og hvad I kan gøre for at komme godt i gang.

Før kurset

Du skal som tovholder have udvalgt nogle egnede elever, som skal med på enten et Legepatruljekursus eller et GameBoosterskursus alt afhængig af, om I skal have aktive frikvarterer i hhv. indskolingen eller på mellemtrinnet. Det er vigtigt, at de elever, der skal være skolens Legepatrulje eller GameBoosters, er elever, der er ansvarlige, og som tør stå frem. Samtidig er det en fordel, hvis de er en smule organiserede, da de kommer til at skulle planlægge og igangsætte lege eller aktiviteter for yngre elever. Det er en god idé, at eleverne er af begge køn, da de på denne måde kan bruge hinanden som sparringspartnere.

På kurset

På selve kursusdagen er det vigtigt, at man som tovholder går foran som et godt eksempel. Derfor forventes det selvfølgelig, at man møder op omklædt, og er klar til at være aktiv sammen med sine elever på kursusdagen, samtidig med at man trækker sig og observerer eleverne. Kurset giver nemlig en god mulighed for at se eleverne ude fra og se, hvordan de hver især agerer. Tovholderen har desuden det pædagogiske ansvar for eleverne på dagen.

Når I skal i gang på skolen

Når I kommer hjem på skolen, er det vigtigt at holde møde med den nyuddannede Legepatrulje eller GameBoosters så hurtigt som muligt, mens kurset er frisk i erindringen, og eleverne er topmotiverede.

I opstarten er det vigtigt, at man som tovholder hjælper sine elever godt i gang.

Hvis man som tovholder er dér for dem i starten, og hjælper dem med at komme i gang, viser det sig, at de på sigt bliver mere eller mindre selvkørende. En succesfuld start giver den nemmeste implementering.

Gode råd til Legepatruljen

  • Bak hinanden op – hvis én glemmer at forklare en regel eller forklarer en leg på en anden måde, end du havde tænkt, så vent med at rette. Måske legen fungerer alligevel.
  • Placer eleverne, som skal lege sammen med jer, ned foran jer, så de kan se jeres øjne, mund og krop, når I giver instruktioner. 
  • Giv så korte og præcise beskeder som muligt. Overvej, om det er nødvendigt at give beskeden, når legen er sat i gang, ”bare fordi” I glemte at fortælle en regel – eller om legen faktisk fungerer godt alligevel. 
  • Tilpas legeområdet med kegler eller lign., så det passer til både legen og antal elever – størrelsen afhænger bl.a. af elevernes energi og kan nemt ændres undervejs legen. Overvej om det er nødvendigt at stoppe legen for at ændre størrelsen. 
  • Ved fangelege kan I skifte fangere ofte for at holde energien højt i legen. Det er altid populært, hvis I selv starter eller hjælper som fangere. 
  • Vis-forklar-vis: Vis med kroppen og forklar samtidig centrale elementer i legen, når I sætter legen i gang. 
  • Leg med indtil legen har god energi, men sørg samtidig for at have overblikket. 
  • Vær åben over for de mindre elevers ideer til ændringer eller forslag til lege – men start som I har forberedt og lav så små ændringer hen ad vejen. 
  • Start med den letteste version af legen, og gør den gerne sværere undervejs, så de mindre elever udfordres. 
  • Når de mindre elever nogle få gange har leget jeres lege med jer, vil de med garanti begynde at lege dem selv i andre frikvarterer eller i fritiden. Det må I gerne anerkende dem for, når I ser det. 

Hold gejsten oppe

Det er vigtigt, at Legepatruljen eller GambeBoostersne mærker, at der er mindst en tovholder, der støtter dem, er motiveret og hjælper med at bevare glæden og gejsten som rollemodel.

Med de nyuddannede Legepatrulje eller GameBoosters kan du bl.a. tale om:

  • Hvordan bliver vi synlige på skolen?
  • Hvilken aktivitet eller turnering skal vi starte med?
  • Hvor mange gange om ugen?
  • Hvor mange Legepatrulje eller GameBoosters skal vi være af gangen?
  • Hvilke klasser/årgange starter vi i eller skal det være for hele indskolingen eller mellemtrinnet?
  • Osv.

Gør jer synlige og hav udstyret i orden

Der findes forskellige materialer til Legepatruljen og GameBoosters, der kan give jeres aktive pauser endnu bedre muligheder for at blive en succes.

Kurv (0)

Din kurv er tom

Subtotal
0 kr.

Søgning