Forside/Aktivitetsdatabase/Hvem vinder krigen?

Aktivitet

Hvem vinder krigen?

Aktivitetsinformation

Bevægelse i undervisningen

Historie

Primær formål og fokus

Læring gennem kroppen

Klassetrin

8. – 9.

Tid

20 – 30 min.

Gem aktiviteten til
senere
Print aktiviteten

Denne faglige øvelse kan være kompleks, og det anbefales derfor, at I afprøver dele eller hele øvelsen flere gange.

 

Eleverne deles i fire grupper: modstandsfolk, jøder, spioner og soldater, som skal lege gemmeleg rundt på skolen/et aftalt område.

 

Følgende udvælgelse (eller lodtrækning) foregår fuldstændig anonymt, og eleverne må endnu ikke vide, hvad de andre elever er blevet udvalgt til at være. Giv evt. hver elev et stykke papir, hvorpå deres rolle er skrevet.

  • Ca. fem elever udvælges til at være soldater. De får udleveret en overtræksvest og sætter den i buksekanten ved numsen, som det kendes fra halefange. De får desuden udleveret og skal bære en kasket under hele øvelsen.
  • Ca. 18 elever udvælges til at være jøder. De får udleveret en jødestjerne, som de skal bære synligt under hele legen.
  • Ca. tre elever udvælges til at være modstandsfolk.
  • Ca. to elever udvælges til at være spioner.

 

Tilpas fordelingen af rollerne, så det passer til antallet af elever i jeres klasse, men der skal altid være flere jøder end soldater og flere modstandsfolk end spioner.

 

 

Øvelsen går i gang
Alle elever har nu modtaget deres rolle og stiller sig med hænderne for øjnene (og evt. lukkede øjne), så de ikke kan se noget.

 

Eleverne sendes afsted gruppe for gruppe i følgende rækkefølge med to minutters interval:

  • Modstandsfolk (skal gemme sig, men samtidig kunne se, hvor jøderne gemmer sig)
  • Jøder (skal finde det bedst mulige gemmested)
  • Spioner
  • Soldater 

Spillet om overlevelse er nu for alvor i gang!

  • For modstandsfolkene gælder det om at forhindre soldaterne og spionerne i at komme fremad, samtidig med at de skal forsøge at hjælpe jøderne hen i mere sikre omgivelser. De skal også undgå at blive fanget af soldaterne og dermed komme i fængsel.
  • For jøderne gælder det om at undgå at blive opdaget af soldaterne og ført i koncentrationslejr. De skal også gennemskue, hvem der er modstandsfolk og spioner – altså hvem de kan stole på.
  • For spionerne gælder det om at hjælpe soldaterne med at finde jøderne, samtidig med at de skal undgå at blive afsløret af jøderne og modstandsfolkene.
  • For soldaterne gælder om at finde jøderne og eskortere dem til koncentrationslejren. Soldaterne kan også fange modstandsfolkene og føre dem i fængsel. De skal undgå at blive forhindret af modstandsfolkene.

Se denne oversigt over rollernes muligheder i spillet. Beskrivelserne findes både i en overskuelig tabel og i en detaljeret tekst.

 

 

 

Øvelsen er i gang
Hvordan overlever jøderne? Hvem kan de stole på? Og hvem vinder krigen?

 

Soldaterne skal forsøge at finde jøderne, som gemmer sig rundt på det aftalte område. Jøderne kan blive hjulpet af modstandsfolkene, men de skal passe på! Spionerne kan nemlig forsøge at udgive sig for at være modstandsfolk og dermed lokke jøderne i farlige fælder, som kan føre dem i koncentrationslejr.

 

Soldaternes opgave er at føre jøderne og modstandsfolkene i henholdsvis koncentrationslejren og i fængsel. De kan blive hjulpet af spionerne. Spionerne kan underrette soldaterne om, hvor jøderne gemmer sig. Spionerne kan ikke fange jøder eller modstandsfolk, men skal holde sig under radaren, så jøder og modstandsfolk ikke fatter mistanke om, at de er spioner.

 

Modstandsfolkene skal hjælpe jøderne rundt i sikre omgivelser, men kan samtidig selv blive fanget af soldater. Når de mener, der er fri bane, skal modstandsfolkene overbevise jøderne om, at de oprigtigt vil hjælpe dem, og derefter føre dem i mere sikre omgivelser. Men de skal passe på! Modstandsfolkene kan nemlig blive ført i fængsel, hvis de bliver fanget af soldater. Hvis det sker, skal den fangede modstandspersonen vende ansigtet mod væggen, tælle til 20, og er derefter med igen.

 

Får en soldat fat i en jøde, føres jøden til koncentrationslejren (klassen). Her får jøden udleveret en tekst om livet i koncentrationslejr og skal læse denne, indtil hele øvelsen er færdig.

 

Soldaterne kan blive forhindret i deres fremmarch af modstandsfolk. Hvis en modstandsperson sniger sig ind på en soldat og hiver halen ud af bukserne på soldaten, skal soldaten stille sig med ansigtet mod væggen, tælle til 20, og er derefter med igen.

 

 

Afslutning af øvelsen
Afsæt fx 20 min. til øvelsen, og aftal at mødes i klassen efterfølgende. Krigen er slut, og de tilfangetagne jøder bliver befriet fra koncentrationslejren. Er alle jøder blevet fanget og ført i koncentrationslejren? Er der nogle modstandsfolk, der fik ram på soldater? Hvem overlevede krigen?

Øvelsen kræver måske flere gentagelser. Justér reglerne, så de passer til lige præcis jeres klasse.

 

 

Materialer:

  • Overtræksveste og kasket til soldater.
  • Jødestjerne til jøderne.
  • Tekst om livet i koncentrationslejr (find selv), fx Helgas dagbog.
  • Oversigt over rollernes muligheder i spillet.

 

Søgning