Sportsdans
Sportsdans
Formålet er, at eleverne med udgangspunkt i kendte bevægelser skaber deres egen unikke bevægelsessekvens.
Eleverne sættes sammen parvis – gerne så de kender/dyrker samme sportsgren. Lad eleverne vise bevægelser fra deres sportsgren.
- Fx bevægelse fra håndbold (4 takter) – venstre fod – højre fod – venstre fod/hopskud – landing
- Fx bevægelse fra fodbold (4 takter) – indersidespark – hovedstød – vristspark – hovedstød
- Fx bevægelse fra badminton (4 takter) – clear-slag – baghåndsslag – clear-slag – baghåndsslag
- Fx bevægelse fra volleyball (4 takter) – baggerslag – hævning – stemskridt – smash
Parvis vælges nogle bevægelser ud og sættes sammen til musikken. Det er vigtigt, at der arbejdes med gentagelser, og at der tælles højt til musikken.
Parvis øves serien, så man kan den udenad til musik.
Man bliver derefter sat sammen med et andet par, altså grupper á 4 elever. Opgaven er nu, at sætte parrenes to ”serier” sammen til én serie – det vil sige, at eleverne lærer hinandens ”serier”.
Når grupperne har øvet deres serie godt, kan I vælge at vise disse for hinanden. Her kan det være en god ide, at publikum klapper i takt med musikken, da det giver en god stemning og den gruppe der er ”på” får opbakning. Det kan godt være grænseoverskridende for nogle elever, men det at alle er ”i samme båd” i denne øvelse er en styrke.
Materialer
- Musik