Fra fri leg til fællesskab: Sådan skaber vi plads til alle i SFO’en

Leg og bevægelse er fundamentet i de fleste SFO’er og fritidshjem. Det er her, børnene træner sociale spilleregler og mærker glæden ved at høre til. Men inkluderende fællesskaber opstår sjældent af sig selv. Det kræver bevidst pædagogisk rammesætning, hvis vi skal have de børn med, som ofte ender i periferien.

Lasse Roost Rasmussen fra Dansk Skoleidræt har været med til at gennemføre observationer og interviews i fritidstilbud over hele landet. Der tegner sig et tydeligt billede af nogle pædagogernes dilemma mellem at respektere børnenes frie tid og skabe rammer, der giver deltagelsesmuligheder for alle.

 – Vi lytter os til, at mange pædagoger er optaget af, at SFO-tiden er børnenes fritid. Og det er den også. Men vores besøg i SFO’er viser samtidig, at deltagelse i leg og bevægelse ikke altid opstår af sig selv, siger han.

Mange pædagoger ser SFO-tiden som børnenes frirum – et vigtigt modstykke til skoledagens krav. Men rapporten viser, at total frihed ofte fører til, at børn vælger det trygge og velkendte. De samme lege, de samme venner, den samme boldbane. Malene Schat-Eppers, der er projektleder i Dansk Skoleidræt uddyber:

– Det giver ikke lige muligheder for udvikling af barnet på den lange bane, som fx udvikling af sunde vaner, kropslige kompetencer og bevægelsesglæde i deltagelse i aktiviteter med leg og bevægelse.

Her introduceres begrebet “struktureret valgfrihed“. Det handler ikke om at diktere legen, men om at skabe frihed inden for rammerne.

Malene Schat-Eppers giver følgende eksempler på, hvordan “struktureret valgfrihed” kan foldes ud i fritidstilbud:

• Når pædagoger præsenterer flere konkrete bevægelsesaktiviteter, har børnene stadig medbestemmelse, men rammen hjælper dem til at turde noget nyt.
• Man kan godt sætte krav om at vælge en bevægelsesaktivitet om ugen, mens de andre valg er frie.
• Man kan lade børnene vælge relationerne eller stederne men ikke aktiviteten.
• For meget styring dræber lysten, men for lidt rammesætning ekskluderer de børn, der har svært ved selv at opsøge fællesskabet. Så det handler om at finde balancen.

Deltagelse er formelt frivillig, men reel deltagelse kræver ofte en aktiv indsats fra personalet. Der findes gode eksempler på “pædagogiske bagdøre”. Det er fleksible veje ind og ud af en aktivitet på barnets egne præmisser. Det kan være barnet, der starter med at være “tidstager” i en leg, før de selv hopper med ind i midten. En anden mulighed kan være, at der er et barn, som har brug for nogle særlige regler for at kunne deltage, eller at man på forhånd har aftalt et sikkert sted, hvor barnet kan tage en pause fra aktiviteten.

---

Bevægelse i SFO handler ikke nødvendigvis om flere aktiviteter, men om højere pædagogisk bevidsthed. Brug disse spørgsmål til at starte en dialog med dine kollegaer:

1. Hvordan balancerer vi hos os frihed og rammesætning? Hvornår “skal” de, og hvornår “kan” de?
2. Arbejder vi systematisk med deltagelse? Hvordan sikrer vi, at alle har en vej ind i legen?
3. Hvem overser vi? Hvad gør vi for at få de børn med, som ikke af sig selv råber højest?