Gode fortællinger fra SFO-praksis


Da bevægelsesfesten blev starten på en ny tradition

Af: Klaus Sig Larsen, [email protected]
Da jeg besøgte SFO’en på Sankt Birgitta Skole til afslutningen på Børn i bevægelse, blev jeg mødt af en fantastisk energi. Dagen kulminerede i en stor bevægelsesfest, hvor børn og forældre kastede sig ud i legene side om side. Omkring 40-50 forældre deltog aktivt, og det var tydeligt at mærke, hvordan fællesskabet voksede, mens de sammen legede Kispus, Morderen er løs og Død og Levende Bold.
Som projektleder er det netop sådanne øjeblikke, der viser, hvad Børn i bevægelse handler om. Målet er at styrke børns lyst til fysisk aktivitet gennem legende fællesskaber, og på denne dag blev formålet levende lige foran mig. Jeg husker særligt Alfred fra førskolen, der med et stort smil fortalte: “Det fedeste jeg har prøvet, tror jeg. Jeg elsker legen Kispus.” Hans begejstring var smittende og sagde mere end mange evalueringer kan.

Jeg blev også rørt over at høre en mor til en elev i 0. klasse sige: “Det er virkelig sjovt at få lov at lege med sine børn.” Netop mødet mellem børn og voksne i legen skabte noget særligt. Roller og hverdag blev sat på pause, og i stedet opstod der grin, bevægelse og fælles oplevelser.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var måske, at festen ikke stoppede, da den officielle afslutning var overstået. Familierne blev hængende og fortsatte med at lege sammen. Det var et tydeligt tegn på, at bevægelsesglæden havde fået sit eget liv.
Efterfølgende har personalet fortalt mig, at dagen ikke blot blev afslutningen på et projekt, men begyndelsen på en ny tradition. En tradition, hvor bevægelse, trivsel og fællesskab går hånd i hånd, og hvor bevægelsesfesten vender tilbage år efter år. For mig er det den største succes: når et projekt ikke slutter, men efterlader noget, der lever videre.
“Hun sidder altid bare og tegner”

Af: Lasse Roost Rasmussen, [email protected]
Da min kollega Sofie Bredsdorff-Larsen og jeg pakkede legekufferten ud i gymnastiksalen første gang, havde vi lavet en klar aftale med personalet: Alle børn skulle som minimum gå derned og kigge. Man skulle prøve én leg, og så kunne man altid gå tilbage igen. Det var en lille justering, men en tydelig ramme.
Jeg havde fået at vide, at Alma som regel sidder ved tegnebordet hele eftermiddagen. Det er det, hun vælger hver dag. Det er trygt og velkendt. Den dag gik hun med i salen.
Vi satte legene i gang, lege fra ”Klar, parat, leg! – Inkluderende aktiviteter til SFO”, som er udviklet med fokus på at skabe deltagelsesmuligheder for flere børn. Der var en fælles start, klare regler og en invitation, der gjaldt alle.
Alma prøvede en leg. Og hun blev.

Da hun blev hentet, kunne pædagogen fortælle forældrene, at hun havde været en af de sidste til at gå ud af gymnastiksalen. Det gjorde indtryk på mig.
Dagen efter tog vi oplevelsen med ind i workshoppen med personalet. For hvad var det egentlig, der skete? I hverdagen er det ofte børnenes frie valg, der styrer aktiviteterne. Det er en vigtig del af SFO’ens kultur. Samtidig blev det tydeligt, at nogle børn måske har brug for en invitation, der er lidt tydeligere – eller en ramme, der er sat på forhånd. Måske kan planlagte og styrede aktiviteter indimellem være nøglen. Ikke for at fjerne friheden, men for at åbne døren ind til legen. Og fællesskabet.
Gode fifs og anbefalinger til en SFO, man ikke vil hjem fra?
