Gode fortællinger fra SFO-praksis

Af: Lasse Roost Rasmussen, [email protected]

Da min kollega Sofie Bredsdorff-Larsen og jeg pakkede legekufferten ud i gymnastiksalen første gang, havde vi lavet en klar aftale med personalet: Alle børn skulle som minimum gå derned og kigge. Man skulle prøve én leg, og så kunne man altid gå tilbage igen. Det var en lille justering, men en tydelig ramme.

Jeg havde fået at vide, at Alma som regel sidder ved tegnebordet hele eftermiddagen. Det er det, hun vælger hver dag. Det er trygt og velkendt. Den dag gik hun med i salen.

Vi satte legene i gang, lege fra ”Klar, parat, leg! – Inkluderende aktiviteter til SFO”, som er udviklet med fokus på at skabe deltagelsesmuligheder for flere børn. Der var en fælles start, klare regler og en invitation, der gjaldt alle.

Alma prøvede en leg. Og hun blev.

Da hun blev hentet, kunne pædagogen fortælle forældrene, at hun havde været en af de sidste til at gå ud af gymnastiksalen. Det gjorde indtryk på mig.

Dagen efter tog vi oplevelsen med ind i workshoppen med personalet. For hvad var det egentlig, der skete? I hverdagen er det ofte børnenes frie valg, der styrer aktiviteterne. Det er en vigtig del af SFO’ens kultur. Samtidig blev det tydeligt, at nogle børn måske har brug for en invitation, der er lidt tydeligere – eller en ramme, der er sat på forhånd. Måske kan planlagte og styrede aktiviteter indimellem være nøglen. Ikke for at fjerne friheden, men for at åbne døren ind til legen. Og fællesskabet.