Forside/ /Badning efter idræt

Badning efter idræt

Badning efter idræt skal være en naturlig ting

Lav principper for badning

Spørgsmålet om badning efter idræt fylder en del på mange skoler. 

Overordnet mener Dansk Skoleidræt, at elevernes deltagelse i idrætstimerne er det til enhver tid vigtigste parameter – og det må badet ikke blive en blokering for. Når det er sagt, så mener Dansk Skoleidræt, at badning og samværet i omklædningsrummet er en vigtig del af den danske idræts- og kropskultur, og et sted, hvor skolerne kan arbejde med den stigende kropsforskrækkelse hos de unge, fordi det i badet bliver synliggjort, at alle mennesker ser forskellige ud. Dansk Skoleidræt mener derfor, at skolerne skal sætte fokus på, at badning efter idræt er helt naturligt.

Det er den enkelte skole, der fastsætter reglerne for badning efter idræt. I den sammenhæng anbefaler Dansk Skoleidræts faglige udvalg, at skolen udformer et sæt principper som er afstemt blandt elever, forældre, lærere og skoleledelse. 

Hent inspiration i projekt “Spejlven”

Modviljen over bad efter idræt bunder ofte i usikkerhed over egen krop, og at mange søger mod nogle uopnåelige skønhedsidealer.
Et nyt materiale fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade og Anti Doping Danmark vil gøre op med nogle af de tendenser, der bl.a. viser, at under halvdelen af pigerne i 6. klasse er tilfredse med deres krop. 
Skoler i hele landet kan få forløb, hvor elever i 6. klasse gennem workshops og undervisning bliver udfordret på deres ideer om den sunde krop. Samtidig vil forældre og fagpersoner som fx lærere og pædagoger få redskaber til at tale med børn og unge om sundhed og kropsidealer.
Indsatsen er udviklet i samarbejde med bl.a. Dansk Skoleidræt. 

Læs mere om badeproblematikken

Temaet omkring badning efter idræt har ved flere lejligheder været genstand for omtale. Både på Dansk Skoleidræts kanaler og i medierne.

 Dansk Skoleidræts magasin Idræt i Skolen havde fokus på emnet. Klik på billedet for at læse artiklen.

I artiklen henvises til tal fra undersøgelsen “Bevægelse i skoledagen 2019”, hvor idrætslærere og idrætspædagoger svarer på, hvor ofte eleverne går i bad. Tallene finder du på side 38.

Se også blogindlægget fra folkeskolen.dk “Bad efter idræt: Kropsforskrækkelsen starter i hjemmet”.

Magasinet Samvirke har ligeledes haft et stort tema om emnet – se artiklen “Fællesbad: Sammenholdet kan vokse under bruseren”.

Bog: “Kend din kropspolitik”

Undervisningsbogen “Kend din kropspolitik” fra Science Museerne ved Aarhus Universitet giver elever fra og med 6. klasse mulighed for at reflektere over og sætte ord på, hvorfor det kan være svært at acceptere sin krop, som den er. Bogen indeholder et større afsnit om badning efter idræt.

Ved hjælp af unges, fagfolks og forskernes stemmer, er det bogens hensigt at skabe debat og gøre unge mere bevidste om, hvordan omverdenen er med til at påvirke deres kropsopfattelse.

Bogen er gratis og kan læses eller downloades på www.kropspolitik.dk

Søgning