Forside/ /Skolernes idrætsdag 2025: 3. og 5. klasse – Løb, spring og kast – klasseturnering

Kredsaktiviteter

Skolernes idrætsdag 2025: 3. og 5. klasse – Løb, spring og kast – klasseturnering

Aktivitetsinformation

Startdato

24. jun. 2025 09:00

Slutdato

24. jun. 2025

Tilmeldingsfrist

3. jun. 2025 18:00

Klasse

3. klasse, 5. klasse

Stævneansvarlig

Bjarke Hussbjarkehuss@hotmail.com

Gem aktiviteten til
senere

INVITATION TIL SKOLERNES IDRÆTSDAG 2025
Tirsdag den 24. juni
3. og 5. klasse – Løb, spring og kast – klasseturnering

Idrætsdagen har til formål, at flere børn skal opleve glæde, fællesskab og begejstring ved bevægelse og samle elever og lærere fra forskellige skoledistrikter på tværs af byen til en sjov oplevelse med leg og idræt.

Idrætsdagen er for alle elever fra 3. til 6. klassetrin.

Sidste frist for tilmelding er tirsdag den 3. juni 2025

Vi glæder os til at se jer til en dejlig dag med masser af smil, konkurrencer og bevægelse. Programmet for idrætsdagen sendes direkte til den lærer, som tilmelder eleverne ugen inden stævnet.

Venlig hilsen Jens Paulsen
Koordinator for Idrætsområdet

Børne- og Ungdomsforvaltningen ∙ Fagligt Center ∙ Gyldenløvesgade 15, 1600 København V

Mail: cn2v@kk.dk Mobil 2045 9208

Løb, spring og kast for 3. og 5. klasse generelle regler:

Der konkurreres klasse mod klasse – piger og drenge sammen. Alle raske børn i klassen deltager.

Der gives point i alle 4-5 øvelser 10 point til bedste klasse, 9 point til nr. 2 og så fremdeles.

Disciplinerne for 5. klasse er ikke endeligt fastlagt.

Disciplinerne for 3. klasse er:


Stafet
Der løbes 40 m fra pind til pind. Klassen deles i to lige store grupper, der placeres i hver ende af løbebanen – det er en god idé at have øvet opstillingen på skolen.

Første løber starter med depechen. Næste løber modtager depechen på højre side af og bag ved stafetpinden. Når en løber har afleveret depechen, stiller han/hun sig bag rækken uden at være til gene for andre og er således klar til at løbe sin næste tur – husk at rækkefølgen på løberne skal holdes under hele løbet.

Det er vigtigt at løberne er klar over at de skal holde bane. Først når løbet er blæst af, må løberne forlade deres bane. Taber en løber depechen, skal han/hun selv samle den op. Tabes depechen ved afleveringen til næste løber, er det den løber der taber depechen, som skal samle op. Løbet varer 8 min., og det gælder for klassen om at løbe så mange ture som muligt.

Sækkeløb
Klassens 3 første sækkeløbere står parat i hver sin sæk. Bag dem står resten af klassens elever i den forud aftalte rækkefølge.

Ved start hoppes der 15 m frem til runding af en kegle og 15 m retur. Når en sæk med et barn i vender tilbage til startstedet, overlades sækken til den næste i rækken og så fremdeles til alle klassens elever har gennemført en tur ud og hjem.

Der vil således fortløbende være 3 elever i aktivitet ad gangen. Der tages samlet tid på hele klassen, og tiden divideres med klassens deltagerantal.

Kast
Klassens 3 første kastere står bag en fodboldbanes sidelinje med passende afstand mellem sig med hver sin ærtepose parat til start. Bag dem står resten af klassens elever i den forud aftalte rækkefølge.

Når starten går, kastes ærteposen fremad, og kasteren løber hen og samler den op og gentager kastet fremad – sådan fortsættes indtil kasteren har rundet en kegle på modsatte sidelinje, og der kastes på samme måde tilbage til start. Her rækkes (ikke kastes) ærteposen til næste elev i rækken bag side-linjen.

Der tages samlet tid på hele klassen, og tiden divideres med klassens deltagertal.

Forhindringsløb
På banen startes der med 25 m. spurt, så slalomløb mellem 10 kegler, stepløb gennem 2 rebstiger, 25 m. baglæns løb, så skal der kravles gennem to tunneller og til sidst spurtes der i mål.

Klassen står parat på en række. Når en løber påbegynder tilbageturen, må næste løber starte. Der tages samlet tid på hele klassen, og tiden divideres med klassens samlede deltagerantal.

Bestemmelser for Idrætsdagen

Tilsyn og opsyn
Eleverne skal være under opsyn af en lærer under hele stævnet og skal således ankomme til og forlade idrætsområdet sammen med læreren. Dette gælder også for elever som måske på grund af skader ikke er i stand til at deltage, men gerne vil følge deres hold.

  • Dårlig opførsel medfører bortvisning fra stævnet. Læreren til den bortviste elev har ansvaret for at denne kan komme hjem eller tilbage til skolen på forsvarlig vis.
  • Der er ikke adgang for elever fra ikke-deltagende klasser til stævnet.
  • Værdigenstande og tøj må ikke efterlades i omklædningsrummet.
  • Smykkecirkulæret gælder for idrætsdagen.
  • Tørklæder må ikke bindes om halsen.

Program og gennemførelse
Det er i praksis ikke muligt at nå at give besked om aflysning til alle skoler i tilfælde af voldsomme klimaændringer på dagen, så stævnet gennemføres i den udstrækning det kan lade sig gøre.

Vælger et hold at blive væk pga. vejret, eller er man forhindret i at nå frem af andre årsager, ringes afbud til disciplin lederen, som har ansvar for pågældende disciplin (mobilnummer vil fremgå af stævneplanen).

Kurv (0)

Din kurv er tom

Subtotal
0 kr.

Søgning