NyhederTEMAARTIKEL
8. april 2026
Indsats skal løfte bevægelse i fritidstilbud
Det er i SFO’erne, at mange børn har mulighed for at lære at indgå i et fællesskab og lære at lege. Den bevægelseskultur skal indsatsen ”Børn i bevægelse” være med til at understøtte.

Indsatsen ”Børn i bevægelse” er et nyt, nationalt initiativ, der skal styrke bevægelseskulturen i SFO’er og fritidshjem. Formålet med indsatsen er at fremme børns bevægelsesglæde, så flere børn gennem lege og fællesskaber er fysisk aktive i løbet af dagen, og ad den vej udvikler sig og engagerer sig i gode og sunde aktiviteter og fællesskaber.
Indsatsen iværksættes i fritidstilbuddene med bevægelsesforløb, som netop her giver mulighed for at nå en bred børnegruppe i deres daglige fritidsliv. Her kan bevægelse integreres i leg og fællesskaber uden for skolens formelle rammer, hvilket skaber gode forudsætninger for at styrke børns bevægelsesglæde og engagement i gode og sunde aktiviteter og fællesskaber, og være med til at udvikle sunde vaner i en tidlig alder – særligt i områder, hvor sundhedsudfordringerne er størst, såkaldte kommuner med ulighed i sundhed.
Når bevægelsesforløbet er gennemført, skal både børn og voksne have konkrete redskaber og en styrket motivation til at fastholde en aktiv og inkluderende bevægelseskultur i fritidstilbuddet.
Grundig indsigt i SFO-praksis
For at understøtte fritidstilbuddenes praksis bedst muligt er det nødvendigt at skabe en grundig forståelse af, hvordan tilbuddenes praksis fungerer, samt hvordan bevægelse, leg og fysiske fællesskaber kan foregå på en meningsfuld måde, der skaber værdi for børn og det pædagogiske personale. Derfor bygger projektet på et tæt samarbejde med praksis helt fra start, hvor Dansk Skoleidræt har besøgt mere end 20 SFO’er og fritidshjem for at afprøve aktiviteter og indsamle erfaringer.
Det har givet organisationens projektledere en stor indsigt på området.
– SFO’en er et særligt rum, hvor vi ser, at der er mere tid til at lege med børnene og være deltagende som voksen på en anden måde end i skolen, hvilket skaber mulighed for spejling og rollemodeller i bevægelsesaktiviteter og leg, siger Malene Schat-Eppers.
– SFO’en er et unikt miljø for børn til at arbejde med at udvikle deres evner til at indgå i fællesskaber. Den leg og dannelse, som foregik på vejen og på boldbanerne for 30-40 år siden, hvor børn selv mødtes og lærte hinanden at lege, den sker ikke længere. Nu er det i SFO’erne, hvor børnene har mulighed for at lære at indgå i et fællesskab. Lære at lege, siger Lasse Roost Rasmussen.
Bygge bro mellem skole og SFO
Malene Schat-Eppers fortæller, at der i mange år har været en fortælling om, at lærerne primært ville lære børnene noget fagligt, og pædagogerne tog sig af trivslen.
– Den fortælling er gammeldags – lærerne har meget stort fokus på trivsel og bruger også bevægelse som middel til en bedre trivsel, og pædagogerne har en øget opmærksomhed på nutidens børns behov for at lære at være sammen, at samarbejde, at deltage i fællesskaber, vente på tur og give plads. Her er leg og bevægelse et super middel til at arbejde med netop den form for læring og dannelse. Jeg tror på, at man som lærer eller pædagog vil noget med børnene, at man ønsker dem de bedste muligheder. I forhold til bevægelse så kan det være et middel til mange gode effekter på trivsel, læring og samarbejde, siger Malene Schat-Eppers.
Hun håber, at indsatsen Børn i bevægelse netop skaber mulighed for at bygge bro mellem skole og SFO, så der kan tales samme sprog om bevægelse, og at det kan være med til at give børnene de bedste forudsætninger for at deltage i fysiske aktive fællesskaber.
Her spiller en øget struktur også en rolle.
– Vi har i vores data fra afdækningsforløbet set store forskelle på muligheden for at skabe leg og bevægelse for alle børn i SFO’er på de steder, hvor der er struktur og organisering og på de steder, hvor der ikke er. Det kræver tydelige rammer, klare ansvarsfordelinger og et fælles fagligt sprog, hvis man vil lykkes. Det faglige sprog er både en kompetence, der skal trænes og vedligeholdes, og et særligt blik man skal have på de opgaver, man har i SFO-tiden som pædagog. Det kræver tid og ressourcer til at forberede sig sammen, udføre og reflektere sammen, siger Malene Schat-Eppers.
Legen har stor betydning
Projektlederne fortæller, at leg og bevægelse generelt har stor betydning i de SFO’er, der er besøgt.
– Det er bestemt ikke viljen og lysten til at skabe de bedste rammer og muligheder for at alle børn skal lege og bevæge sig, der mangler. De største barrierer er fysiske rammer, tid og ressourcer, når du spørger personalet. Vi forstår godt deres udgangspunkt og deres udfordringer med netop de tre punkter. Men når vi rykker på organiseringen og strukturen samt balancen mellem fri og rammesat fritidstilbud, giver det SFO’erne bedre muligheder for at have mere bevægelse og leg i deres tilbud – på trods af fysiske rammer, tid og ressourcer. Det kan netop være med til at skabe mere tid, frigive flere ressourcer samt se de fysiske rammer i et nyt lys, siger Malene Schat-Eppers.
I Børn i bevægelse-indsatsen kommer Dansk Skoleidræt tæt på SFO’erne gennem workshops med viden og konkrete redskaber. Det skal gøre en forskel på sigt.
– Vi er med i praksis med personalet og børnene flere gange i forløbet. Vi arbejder for at ændre en bevægelseskultur, velvidende at det tager tid. Men i den kulturændring går vi foran, ved siden af og lige bagved i praksis. Det giver de deltagende personalegrupper muligheden for at afprøve sammen med os, siger Malene Schat-Eppers.
Fakta om Børn i bevægelse
- Projektet er støttet af Folketingets forebyggelsesreserve og løber fra 2025 til 2028.
- Dansk Skoleidræt modtager 3 mio. kr. i 2025 og 5 mio. kr. årligt i 2026-2028 til indsatsen.
- Projektet retter sig mod børn i 0.-3. klasse i kommuner med stor ulighed i sundhed.
- I pilotfasen har Dansk Skoleidræt besøgt mere end 20 SFO’er og fritidshjem for at afprøve aktiviteter og indsamle erfaringer.
- Formålet med projektet er at fremme børns bevægelsesglæde, så flere børn gennem lege og fællesskaber er fysisk aktive i løbet af dagen, og ad den vej udvikler sig og engagerer sig i gode og sunde aktiviteter og fællesskaber.
Gode fifs og anbefalinger til en SFO, man ikke vil hjem fra?
