IdrætsfagetNyheder
6. august 2024
Værsgo’: Nyt materiale til idrætsfaget
Nu er fem ugers forløb til alle årgange om “Idrættens mange muligheder” klar .
Før ferien bad vi jer afsætte fem uger i jeres idrætsfag til et helt nyt forløb – og nu er det her. Forløbet er udviklet som en optakt til Skolernes Motionsdag, og byder derfor på aktiviteter og øvelser, der vil gå igen i programmet for selve Skolernes Motionsdag.
Forløbet går på tværs af alle syv indholdsområder, har “Idræt og samfund” som overtema og “Idrættens mange muligheder” som undertema.
En af målene med det nye forløb er, at eleverne får oplevelser med forskelligartede former for idræt på relativt kort tid, og at de samtidig får sat gang i noget tankevirksomhed. Hvad synes de er sjovt? Hvorfor dyrker de motion? Hvordan kan de bruge det udenfor skolen, de lige har lavet i timen?
Om det nye forløb
- Udviklet i tre udgaver – til indskoling, mellemtrin & udskoling
- Forløbene er overskueligt sat op med tidsintervaller, afsnit og en specifik beskrivelse for, hvad der skal findes frem forud for timen. Alt i alt: super lette at gå til.
- Modulerne kan afvikles i samme rækkefølge, som der er lagt op til i forløbet, men de kan også let anvendes som et udgangspunkt, hvor underviseren kan tilpasse ved at pille aktiviteter ud og lægge egne ind i stedet.
- Forløbet er udviklet som optakt til Skolernes Motionsdag, og er blot et af flere materialer, der udgives til dagen. Tilmeld dig dagen og få tilsendt alle materialer, herunder årets officielle opvarmningsdans og program for dagen, helt gratis. Skriv dig op her.