Når rammen er fast, sættes børnene fri

Klokken er 14:07 onsdag d. 4. marts. På et grusområde på vej ind til Fælledparken er en gruppe elever fra 2. klasse fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole i fuld gang med legen ”Katten efter musen”. Ingen står stille. Nogle hvæser og viser kløer, når de bliver valgt som kat. Andre hepper, hjælper hinanden og byder ind med forslag til legen.

Sådan begynder hver dag i Trianglen. Personalet henter børnene på skolen og tager dem med i parken til fællesleg. Det gør overgangen fra skole til fritidshjem lettere, forklarer KKFO-leder Ulla Schaldemose, og det hjælper især de børn, der ellers kan have svært ved at finde ind i fællesskabet.

– Det hjælper særligt dem, der ikke har så mange relationer. Vi laver noget sammen, så de griner, hepper på hinanden og rører sig sammen. Og det betyder, at man ligesom er i gang, og så er det meget lettere at komme over på fritten, hvor der så er fri leg. Det er jo faktisk ikke altid sjovt for børn, at der er fri leg, så det her er en god måde at starte på, siger hun.

Trianglen er et fritidshjem med fokus på leg og bevægelse, men målet er ikke bare, at børnene skal bevæge sig. Pædagogisk idræt er et centralt omdrejningspunkt på stedet og en måde at skabe deltagelse på:

– Vi arbejder med pædagogikken før idrætten. Der er nogle, der ikke er så sporty, så vi prøver at lave nogle åbninger for dem, så de også gerne vil være med – både til fællesleg og når vi er i Idrætshuset. Og så arbejder vi med en pædagogisk bagdør. Det betyder, at man finder en rolle i spillet eller i aktiviteten, som er anderledes og på den måde kan alle deltage, siger Ulla Schaldemose.

Trianglen bruger tre faste miljøer: hovedhuset, Tårnlegepladsen i Fælledparken og Idrætshuset. Børnene er inddelt, så de er sammen med deres årgang indtil kl. 16, hvor alle, der endnu ikke er hentet, samles i hovedhuset. Hver årgang er i idrætshuset én gang om ugen, og de øvrige dage fordeler sig mellem de andre miljøer – undtagen fredag, hvor alle årgange og voksne mødes på Tårnlegepladsen.

De er delt op på årgange for at give flere en reel chance for at tage plads, forhandle og øve fællesskab uden at de største kommer ind og “dikterer”, hvem der bestemmer.

Ulla Schaldemose fortæller:

– Vi opdeler dem i årgange, så de kan være på samme niveau aldersmæssigt, men også i forhold til legerelationer. Og når vi fx laver forløb i Idrætshuset, kan vi i princippet lave det samme med forskellige årgange, men så er de jo på forskelligt niveau, så der skal vi kunne tilpasse det børnegruppen. Vi ser, at børnene er meget mere motiverede, når vi lige rammer zonen for læring. Og det er jo klart, at det bliver for kedeligt, hvis det er alt for let. Men er det for svært, og de andre løber fra en – så tjekker man jo også ud.

Det er netop den balance, Trianglen prøver at ramme: faste rammer, men med plads til, at børn kan deltage på forskellige måder og i forskelligt tempo.

Da Ulla Schaldemose for fem år siden kom til Trianglen sammen med kolleger fra en anden idrætsinstitution, fulgte en stærk tro på pædagogisk idræt og faste strukturer med. Men den praksis gled ikke uden videre med ind i en eksisterende institution.

– Da vi blev samlet var det meget forskellige kulturer, vi havde. Det ene sted handlede om idræt, det andet sted var lagt an på kreativitet og fri leg. Det var lidt svært. Jeg fik arrangeret, at alle fik lært nogle forskellige aktiviteter og fik indblik i, at så svært er det heller ikke. Det har været en spændende proces – den har også været hård ind i mellem, men vi er landet et godt sted.

Der var også forældre, som så skeptisk på, at børnene ikke havde ét fast sted og et løsere program.

– Forældrene syntes, det var alt for hårdt for børnene. Det var et alt for stramt program. Og så syntes de også, at det med, at man ikke har ét sted var – ja, der var nogen, der udtrykte det som et nomadeliv, fortæller Ulla Schaldemose og fortsætter:

– Vi har indgået nogle kompromiser, men vi holder stadigvæk fast i konceptet. Det med fast struktur, masser af bevægelse og fællesaktivitet. De skal røre sig hver dag. Og det har personalegruppen accepteret nu. Og nu er de fleste forældre glade for det, og vigtigst af alt, så kan vi se, at det fungerer for børnene. Med forskellige baser og faste rammer giver vi mulighed for udfoldelse for alle børn. Om det er i krea her i huset eller i boldlege i Idrætshuset– der er noget for alle. Og børnene får øjnene op for hinandens styrker og svagheder, kan møde hinanden på en anden måde og give hinanden noget at stræbe efter.

Selvom Trianglen er et fritidshjem med fokus på leg og bevægelse, har de også et bredt udvalg af øvrige aktiviteter. Der er alt fra LEGO-forløb, hvor de lige nu bygger Barcelona Stadion til krea, perler, maling, sløjd-lokale og FIFA-turneringer. I værkstederne er der ikke faste dagsordener, der er børnene oftest med til at komme med forslag til projekter. Ulla Schaldemose fortæller, at der tidligere var for mange “rolige rum”, og at de i dag i stedet har få, tydelige ro-steder – men ellers rum, der inviterer til bevægelse og relationer.

Ambitionen i Trianglen rækker længere end til gode eftermiddage med høj puls og glade børn. For Ulla Schaldemose handler det om at give børnene erfaringer, der kan bære videre: lyst til bevægelse, mod på fællesskaber og erfaring med at høre til sammen med andre.

– Vores vision er jo faktisk, at børn får et livslangt forhold til idræt og bevægelse. Og vi vil også gerne åbne døren til foreningslivet for så mange som muligt. For derude findes et sammenhold, som er helt særligt. Men det kræver jo, at børnene får gode erfaringer med bevægelse og fællesskab først, siger Ulla Schaldemose.

For hende hænger bevægelse og relationer tæt sammen. Når børn leger, løber, forhandler og finder plads i fælles aktiviteter, lærer de ikke kun at bruge kroppen. De lærer også at være sammen med andre end den nærmeste ven eller veninde, tage hensyn og finde ind i nye fællesskaber. Det er erfaringer, som rækker længere end fritidshjemmets åbningstid.