Sikkerhed, ansvar og tryghed i svømmeundervisningen


Kort fortalt
Svømmeundervisning kræver særlig opmærksomhed på sikkerhed, tilsyn og tryghed. På denne side får du overblik over ansvar, krav, anbefalinger og forhold, som skolen og læreren skal være opmærksomme på i svømmehallen og ved badning på friland.
Vigtigt at huske
Svømmeundervisning skal foregå under trygge og sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold. Læreren skal kende svømmehallens sikkerhedsudstyr og lokale procedurer, og skolen skal sikre, at de nødvendige sikkerhedskrav er opfyldt.
Lovkrav og tilsyn
Der er særlige krav om tilsyn med eleverne i skoletiden. Bekendtgørelsen om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden beskriver blandt andet skolelederens tilsynspligt samt tilsynets område og indhold.
Det anbefales, at den lærer, der står for svømmeundervisningen, har svømmelæreruddannelse eller kvalifikationer, der svarer hertil.
Skolen skal sikre, at de nødvendige sikkerhedskrav i svømmehallen er opfyldt. Læreren skal samtidig have nødvendigt kendskab til svømmehallens sikkerhedsudstyr.
Det anbefales, at der for hver påbegyndt 15 elever er en lærer eller anden voksen, der opfylder sikkerhedsbestemmelserne. Det vil sige en person, der kan foretage livredning og betjene genoplivningsudstyr.
Udspring
Hvis eleverne undervises i udspring, skal vanddybden være tilstrækkelig til, at udspringet kan foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Som udgangspunkt bør vanddybden være:
- mindst 1,5-2,0 meter ved udspring fra siddende stilling
- mindst 2,0-2,5 meter ved udspring fra stående stilling
Svømmehallens anvisninger og eventuelle lokale regler for brug af vipper og udspringsområder skal altid følges.
Badning på friland
Badning under ekskursioner og lignende skal foregå under fuldt betryggende forhold.
Hvis der er tale om badning eller svømning på friland, skal læreren på forhånd sikre sig, at bundforhold, strømforhold og lignende ikke udgør en fare.
Badning bør kun foregå på et nøje afgrænset område, der er let at overskue for eleverne, og hvor alle kan bunde.
Der bør være mindst to voksne til stede. Den ene bør opholde sig på land, mens den anden deltager i vandet og markerer ydergrænsen for det tilladte område.
Begge voksne skal kunne svømme og foretage livredning. Der bør ikke være mere end 12-15 elever i vandet på samme tid, og eleverne bør have besked på at holde sammen to og to.
Vandtemperaturen bør vurderes fra gang til gang. Kulde må ikke undervurderes, når svømning og badning foregår udendørs.
Fælles mål
Eleverne skal efter 5. klasse opnå forskellige mål inden for kompetenceområdet alsidig idrætsudøvelse og indholdsområdet vandaktiviteter.
Undervisningen skal give eleverne mulighed for at udvikle:
- vandtilvænning og tryghed, så de kan færdes sikkert i vand
- grundlæggende svømmefærdigheder
- kendskab til svømmeteknikker som brystsvømning, rygcrawl, crawl og svømning under vand
- selvredning, så de kan handle hensigtsmæssigt, hvis de kommer i vanskeligheder
- bjærgning og elementær livredning på et niveau, der passer til elevernes alder og forudsætninger
- ansvarlig adfærd i og ved vand
- forståelse af egne kompetencer og respekt for de risici, der er forbundet med aktiviteter i vand
I læseplanen for idræt er der desuden fokus på, at eleverne skal opnå kendskab til metoder til at sikre sig selv i og på vand. Der arbejdes med elevernes ansvarlighed og med, at eleverne lærer at handle i overensstemmelse med egen formåen i og på vand.
Elevernes forudsætninger
Undervisningen skal tage udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger og deres kendskab til svømmeteknikker og færdigheder i vand.
Det gælder fx:
- at kunne komme sikkert i og op af vandet
- at kunne flyde
- at kunne træde vande
- at kunne bevæge sig under vand
Der arbejdes generelt med vandtilvænning og tryghed. Eleverne skal introduceres til forskellige svømmeteknikker, og deres motoriske udvikling er i centrum.
Eleverne skal også lære forskellige selvrednings-, bjærgnings- og livredningsteknikker.
Der kan med fordel søges yderligere information og inspiration i materialet: Vandsikker – Nationale anbefalinger til færdigheder i vand.
Svømning og ansvar
Det er i sidste instans kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for, at sikkerheden er i orden i folkeskolen. Det gælder også i svømmeundervisningen.
Skolen og dermed skolelederen har ansvar for, at sikkerhedsforholdene i svømmehallen er i orden. Læreren har ansvar for at kende hallens sikkerhedsudstyr.
Skolens ledelse står for den daglige drift, og det er skolelederens ansvar, at undervisningen lever op til de krav, der stilles af kommunalbestyrelsen.
Der er krav om, at den lærer, der står for undervisningen, skal have svømmelærereksamen eller tilsvarende kvalifikationer.
Lærerens sikkerhedskvalifikationer
Det varierer mellem kommuner og svømmehaller, hvordan svømmeundervisningen organiseres.
Nogle steder stiller svømmehallen bassinpersonale og/eller en livredder til rådighed i forbindelse med undervisningen. Andre steder er lærerne de eneste voksne ved bassinet.
Uanset organiseringen har læreren ansvar for tilsynet med eleverne under undervisningen, medmindre der er indgået en klar aftale om en anden ansvarsfordeling.
Kommuner og svømmehaller kan fastsætte lokale sikkerhedsprocedurer og ordensregler, som skolen og lærerne skal følge.
Skolelederen har ansvar for, at svømmeundervisningen planlægges og gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at de undervisende har de nødvendige kvalifikationer.
Det anbefales, at personale, der underviser i svømning og har ansvar for elevernes sikkerhed, hvert år gennemfører og består en bassinlivredderprøve eller tilsvarende anerkendt livredningsprøve.
Svømmehallen
I branchevejledningen “Når klokken ringer” (fra side 72) kan du læse om regler og retningslinjer for svømmehallens indretning.
Det handler blandt andet om:
- indeklima
- vand og temperatur
- brug af klor
- rummets indretning og materialer
- tilsyn
- lærerens kvalifikationer
Selvom undervisningen ikke foregår på selve skolen, er det stadig skolens ansvar, at forholdene for ansatte og elever er i orden.
Vejen mellem skole og svømmehal
Hvis eleverne skal transportere sig mellem skole og svømmehal, afhænger skolens ansvar blandt andet af, hvor sikker vejen er.
Hvis vejen mellem skole og svømmehal er lige så sikker som elevernes normale skolevej, kan skolen ikke drages til ansvar for en eventuel skade.
Hvis vejen er mindre sikker, er det skolens ansvar at sørge for betryggende befordring.
Anbefalinger
Antal elever og voksne
15 elever pr. underviser er i de fleste situationer passende.
Når skolen skal vurdere, hvor mange undervisere der skal til, bør den ud over kommunens retningslinjer også tage højde for underviserens erfaring som svømmeunderviser og livredder samt svømmehallens indretning og lysindfald.
Placering ved bassinet
Sørg for altid at være på kanten.
Hvis der er to eller flere undervisere, kan det give pædagogiske muligheder, at en underviser også går i vandet. Det er ikke en mulighed, hvis man er den eneste underviser.
Livredderprøve
Når du underviser i svømning, bør du hvert år gentage en bassin- eller livredderprøve, gerne bassinlivredderprøven fra SvømDanmark.
Lokale regler
Tjek bestemmelserne i den kommune, du arbejder i. Der kan være forskel fra kommune til kommune, og reglerne kan derfor ændre sig, hvis du skifter job.
Orientér dig også om svømmehallens ordensregler, og gennemgå dem sammen med eleverne.
Hovedspring
Hovedspring må kun udføres, hvor der er mindst 2,5 meter dybt.
Det bør italesættes gentagne gange i forløbet.
Førstehjælp og beredskab
Når du kommer til en ny hal, bør du registrere, hvor førstehjælpsudstyret er.
Tjek også, at det er funktionsdygtigt. Det kan fx være, om der er batteri på en hjertestarter.
Registrér også, hvor telefonen er, så du kan tilkalde hjælp.
Det er vigtigt, at du ved, hvad du skal gøre, hvis der sker en ulykke. Spørg personalet i hallen, hvad din rolle og deres rolle er ved en ulykke.
Både lærere og hallens øvrige personale skal kende hallens evakueringsplan.
Elevernes rolle ved ulykker
Brug tid i undervisningen på at fortælle eleverne, hvordan de skal forholde sig, hvis der sker en ulykke.
Eleverne skal blandt andet vide, hvordan de kan tilkalde hjælp. Ofte vil personalet i hallen gerne hjælpe med at forklare proceduren.
Elevernes tryghed og svømmeevne
Vær sikker på, at du registrerer, hvilke elever der ikke kan svømme på det dybe uden hjælp.
Vær særligt opmærksom på elever, der ikke føler sig trygge i og omkring vandet. Vejen fra utryghed til panik er ikke lang.
Skab ikke unødig frygt for vandet. Respekt er godt, men frygt fremmer ikke undervisningen.
Sygdomme og særlige forhold
Det er nødvendigt, at læreren er informeret om eventuelle sygdomme hos eleverne, fx epilepsi, så der kan tages højde for det i undervisningen.
Hvis du er i tvivl
Er du i tvivl om sikkerheden, bør du tage det op med dine kollegaer, skolens ledelse og svømmehallens personale.
Hvis hallen ikke har personale på vagt i undervisningstiden, skal du være særligt opmærksom på, hvor ambulancen skal holde, og hvilken vej ambulancemandskabet kommer ind i hallen.
Læs mere
- Bekendtgørelse om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden
- Badesikkerhed: Skolesvømning
- Svømning i skolen: Fælles Mål
- Vandsikker: Nationale anbefalinger til færdigheder i vand
- SvømDanmark: Bassinlivredderprøven
- Når klokken ringer
- Forsikringsoplysningen: Skolen og forsikring
- Livredning: Håndbog til alle med interesse for vand og sikkerhed
Tak til
En særlig tak til Jesper von Seelen (lektor og ph.d.) for hjælp med tilblivelsen af Idrætslæreren – arbejdsmiljø og sikkerhed tilbage i 2014 samt SvømDanmark, der har bidraget med kommentarer i denne udgave.
Læs den fulde artikel
Vil du gemme eller printe anbefalingerne i fuld længde?
Det skal du have styr på uanset aktivitet
Her finder du korte guides og tjeklister til de områder i idrætsfaget, hvor der er særlige krav til sikkerhed, tilsyn og planlægning.
Ansvar, tilsyn og lovgivning
Få styr på lærerens rolle, skolens ansvar og hvad godt tilsyn betyder i praksis.
Læs mere
Elevernes sikkerhed, skader og forsikring
Få overblik over forebyggelse, ansvar, håndtering af skader og hvad skolen bør være opmærksom på.
Læs mere
Idræt og inklusion
Få viden om, hvordan alle elever kan deltage trygt og meningsfuldt i idrætsundervisningen.
Læs mere
Lokaler og redskaber
Læs om sikker brug af faciliteter, redskaber, omklædningsrum og andre fysiske rammer.